Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
NEDENES AMT
bryggje, um de ska gaa væl a’ sæg. No kau du legge dæg ti’
sove, so ska æg greie øle.» Ho so gjor’e. Daa ho vakna, ha
øle tekje gong, so de’ bruste øve kjere og alt de der va. Men
fremmenkaana va borte. So ster’t og godt øl ha dei aller hatt.
I vettehaugen er der af og til skatte, men de er vanskelige
at faa fat i. Der fortælles i Evje:
Anners Hauelann i Vekusdal sokn grov i vettehaugjen, der
dei ha set naaejose, og han kaam ti’ ein stor’e kaapaarkjel full’
a’ penga. Men daa kjelen va’ inest’e laus’e, daa fekk han slik
brennans’e hug ti’ glaape heimøve, at han reint gløymde, at han
va paa skattegraving. Daa saag han eit syn: heile garen sto i
brann. Han gløymde skatten og i tanans’e spraang heimøve.
Men heime va’ de ’kje noko gale; Hauelann sto som førr. Men
skatten va borte, og sia he ingen set naaejos der.
Ein ånnen mann, som grov ette skatta, va so plaaga mæ de,
at der kaam so mange og ville tale mæ ’an. Men han va stø’e
og har’e og arg’e og seig’e, og so kaam han ihug, at han inkje
maatte mæle eit or. Da han va kaamen ne ti’ kjelen, kaam de
ein kjøyrans som eit uver og spør’e, korr vejen æ og um de æ
langt ti’ gars. Han bare grov, so de sprutte, men svara inkje.
So kaam de ei kjelling roans ette vejen i eit knøttrog og freista
han mæ alleslags raae ti’ aa tale. Men nei, ho fekk kje ore a
’an. So tek’e ho ti’ baske og ro atte i trogje sit og sae alt i
eit: «Æg stenn ’an væl atte!» Ho meinte mannen, som ha kjøyrt
føre. Daa kunne skattegravaren inkje halle sæg, han ropte: «Du
gjer’e fan hella, dit hespeltre!» Men daa va’ skatten borte.
Hellige træer.
I forbindelse med vetterne staar de hellige træer, tuntræerne.
Den tusse, vette eller i Telemarken den haugebonde, som bor i
vettehaugen, er slægtens stamfar; han ryddede først gaarden og
grundlagde ætten. Derfor dyrkes han, og der ofres til ham øl
og kjærnemelk. Senere er forestillingen om denne vette knyttet
til tuntræet eller til de paa haugen voksende hellige træer, i
hvilke vetten tænkes at have tilhold. Det er egentlig en
urgammel dyrkelse af ættens grundlægger, som er repræsenteret i
disse hellige træer, der var og er almindelige i Nedenes amt.
Da Lars Larsen Eskildsen var præst i Vegaarsheien (1750—
84), mødte en gammel kone fra Eikaas frem til overhøring i
kirken. Da præsten spurgte: «Hvem tror du paa, min kone?»
svarede hun: «Paa den gamle birken i Eikaaslunden, far!»
Eikaas var en af de gaarde i Vegaarsheien, hvor de længst
holdt paa gammel tro.
I slutningen af det 18de aarhundrede bar de ud til birken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
