Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - „Onde mennesker er værre end fanden“, oplysninger av Moltke Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bare de svenske, et par av de italienske og det littauiske eventyr,
som viser spor til en national tilrettelægning og til nydannelser.
Det er mulig at fortællingen til et eller andet av disse steder
kan være indvandret i nyere tid; men gjennemgående er det fra
middelalderens katolske prækestoler den har fundet vei til de
forskjellige landes folketradition.
Ved begyndelsen av det 13. årh. skiftet nemlig den religiøse
forkyndelse i stor utstrækning form og karakter; der opkom litt efter litt
en ny prækemåte. Ved denne tid var prækenerne som regel tørre
skolastiske avhandlinger: dogmatiske utviklinger, skarpsindige og
spidsfindige, med et utal av underavdelinger og underavdelingers
underavdelinger — en endeløs stige, med en uoverskuelig række av trin, som
fik knærne til at værke. En mindre folkelig forkyndelse kan ikke
tænkes. Og kirkerne tømtes, menigheterne var mange steds på veie til at
avkristnes. Efter som denne likegyldighet bredte sig videre og videre,
begyndte kirkens mænd at få øinene op for nødvendigheten av at
gjenvinde folkets øre, næsten på hvilken som helst måte. I sin nød
grep de til „cksempelprækenen“, d. v. s.: de tok til at bruke
verdslige fortællinger i prækenerne — eventyr, sagn, anekdoter — på én
gang som et lokkemiddel for menigmand og til billedlig indskjærpelse
av bibelens lærdomme. De forstod at de måtte underholde almuen for
at få den til at møte frem og være opmerksom. Den som først
indførte bruken av slike „eksempler“, som princip i prækekunsten, var en
av middelalderens betydeligste prædikanter, den franske kardinalbiskop
Jakob av Vitry (død 1240). Han har efterlatt sig to rækker av
prækener, og særlig den ene række, folkeprækenerne, er bokstavelig
spækket med historier; hver præken indeholder 3—4 „eksempler“ efter
hverandre, og jo mindre oplyst menigheten var, des vidunderligere og
farverikere er fortællingerne. „På lægmanden“, sier han i sin fortale,
„preller bevisførelsens tve-eggede sverd av; til den hellige skrifts ord
må der føies eksempler, som kan opmuntre, more, eller opbygge. Den
som laster min prækemåte, la ham først prøve den!“ Han fik da
også straks efterfølgere, og det de ivrigste efterfølgere han kunde ønske
sig, i de to nye munkeordener, fransiskanerne og dominikanerne, hvis
samfund just opstod i begyndelsen av det 13. årh. Især dominikanerne
fik en indgripende betydning for den nye prækemåte. De bar navnet
„prædikebrødre“; deres hovedmål var just at virke ved populære
prækener, de skulde „gjenerobre verden for Gud“. På forbausende kort
tid hadde de sat sig fast i alle Europas lande. De er
korstogsprædikanter, de er missionsprædikanter, de præker i kirker, i klostre, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
