Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - „Onde mennesker er værre end fanden“, oplysninger av Moltke Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dertil kommer at flere av nutidsformningerne likefrem lar sig lede
tilbake til den ene eller den anden form av prækeneksemplet —
„eksemplet“ foreligger nemlig også i flere formninger med lette indbyrdes
avvigelser“ [1]. [[** sic, men innledende anf.tegn mgl. **]]
Den ældste version av prækeneksemplet findes allerede i den
ældste eksempel-håndbok, dominikaneren Stefan av Bourbon’s
„Tractatus de materiis prædicabilibus“, skrevet omkr. 1250[2]:
„En ond mandetunge overgår i ondskap selv djævelens. Hvad
djævelen ikke i årevis kan utrette ved sine fristelser, det kan et ondt
menneske bringe i stand på kort tid. Jeg har hørt fortælle om en
djævel som i mer end 30 år forgjæves hadde prøvd på at sætte ondt
mellem et par egtefolk eller ialfald få dem til at bruke vondord mot
hverandre. Så skapte han sig om til en ung mand, og satte sig
sørgmodig under et træ ved veikanten og ventet på en gammel vaskerkone,
som han visste skulde forbi der; om livet hadde han et fuldproppet
pengebelte. Da konen kom, spurte hun hvad han var for en, og
hvorfor han så så sørgmodig ut. Han svarte at det skulde han si
hende, og oven i kjøpet forære hende alle disse pengene, hvis hun vilde
love at hjælpe ham det bedste hun kunde. Det lovet hun; og så
fortalte han at han var en djævel, og at han var ræd for at få streng
straf av sin herre, fordi han ikke i 30 år hadde kunnet sætte splid
mellem et par egtefolk. Så fik hun pengene, og han gik sin vei.
Vaskerkonen gik først hen og fik fat på en ung pike, som hun
sendte foran til sit hjem. Så drog hun avsted til egtefolkene. Først
til konen: hun sa, at hun hadde så hjertelig vondt av hende, fordi
hendes mand var blit rent væk i en ung pike som bodde ved siden av
hende; kjærringen hadde selv set dem sammen, en gang hun kom til
at kikke gjennem en sprunge i væggen, og hun hadde hørt at han
hadde lokket hende og lovet hende en ny kjole av hvad slags tøi hun
vilde — han var kjøbmand —, hun kunde selv få gå i hans bod og ta
tøiet ut. „Nei“, sa konen, „dette trodde hun slet ikke, så bra en mand
som hun hadde“. „Ja, I skal ikke tro på det, uten I får beviser i
hænde“, sa kjærringen.
Så la hun i vei til manden. Ham fortalte hun at der var en
klerk ved den kirke hun sognet til, som var forelsket i hans kone; hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
