Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Selbygmålets lydlære, ved Amund B. Larsen. (Fortsættelse)
- III. Sproglydenes behandling.
- Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Selbygmålets lydlære
ved
Amund B. Larsen.
(Fortsættelse).
*
III.
Sproglydenes behandling.
Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
§ 17. Selv i fuldvægtige ord giver eftertrykkets svækkelse
sig tilkjende derved, at konsonanter som udgjør den svagest
betonede del av en stavelse, bortfalder eller får en svagere udtale.
I en større omkreds har stemmeløse lukkelyd i det
trondhjemske fåt sådan svækkelse efter lang vokal og er derved bleven
uaspirerede, nogle steder, især i Støren, tildels stemte. I Selbu
forekommer det meget ofte at p, t, k efter lang vokal således
mister sin aspiration; men i nogle ord er de gåt over til fuldstændig
stemt udtale, og er da tillige bleven lange — dog forekommer
sedvanlig ved siden derav biformer med bevarelse av den lange
vokal og den korte stemmeløse konsonant, måske ved påvirkning
udenfra. Jeg har fundet som målets almindeligste former: grœbbe
(hul i jorden), skrabb (skrab), sobbe (sope), subbe (suppe), fædd
(fødder), kogge (koge).
Oldn. d efter n og l er assimileret i udlyd, hvor disse lyd havde
brudt luftstrømmens kraft, men er bevaret hvor det begynder ny
stavelse: laᶇᶇ, men laᶇˊᶁe. Derimod er b efter m og g efter ŋ
helt assimilerede. Oldn. ð efter r er dels forsvundet (som i ōr),
dels efter østlandsk sedvane smeltet sammen med r til ł (svōł);
det sidste er sjeldnere.
På grund av sin løse artikulation er oldn. ð i de aller fleste
tilfælde forsvundet både efter lang og kort vokal (brē, bred, bā̊, [[** gjengitt som kilden, men som "å-med-makron" burde bokstaven reelt vært å̄ **]]
bud), både i betonet og ubetonet stavelse; sjelden er det bevaret
ved fremmed påvirkning, som i intetkjønsordene sådd, lådd. Men der
hvor eftertrykket støttede det mest, er det bevaret som d ved egen
udvikling, nemlig i ligevægtsformer som knådå (knade), knudu (knadning,
deig), bydi (budet); i pt. participier som det sidste endog i strid med
ordets øvrige former. Undertiden er det dog bortfaldet også i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 21:13:06 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norvegia08/2/0101.html
