Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligevægtsformer. Som sedvanligt i vore bygdemål er også t efter
vokal i anden stavelse (gjennem ð) bortfaldet, i pt. partic. i ntr.
som kasta, buᶇdi, og i artikelen i bestemt nom. ntr. som hū’se, [[** tone]] øge. [[** ø-makron, g-stroke-bowl]]
Også i svagt aksentuerede enstavelsesord er t bortfaldet, nemlig i
þat > de, infinitivsmærket at (*át) > å og vel også tildels præp. at
(át) > å, nemlig når den bruges til omskrivning af genitiv [1], ja
endog oldn. tt er bortfaldet i den ubest. art. i [[** rett-ser.]] av oldn. eitt.
Ligeledes er t bortfaldet, måske svækket til ð på dansk grund, i
kvindenavnet kāri af Katrin og adj. komp. bē’re [[** tone]] av betr(i), [[** husk WJ]] bortfaldet
sammen med r er det i pē [[** eller er det e-tilde??]] av Pétr.
Oldn. k er bortfaldet i tå (også tåk) tage, nåᶇ [[** å-makron]] (nogen; der
findes sjeldne bøiningsformer med g), adj. ntr. mȳ (også myky), [[** k-cr.-t.]] og
gårdsn. måbost [[** å-makron inni der?]] (*Miklibólstaðr, O. R.), samt i de pers. pron. ē,
mē, dē, sē av ek, mik, þik, sik.
Oldn. g bortfalder i adj. på leg, når de står ubøiede eller
som adv., f. eks. tīle (tidlig), kūsle (forskrækkelig).
Oldn. f er bortfaldet i verberne hå [[** å-makron]] (have), jå [[** -makron]] (give), blī [[** l-]] og i
adv. å [[** å-makron]] og præp. tå [[**å-makron]] (út af), mndsn. ōla [[** l-]] og kvindenavnet ulu [[** l-]] (Ólǫf); det
er vel også et ord med f, nemlig partikelen of, som danner
grundlaget i adj. ōlęjjiᶇᶇ, [[** l- ; det to j-ene ser ikke like ut]] ubøiet ōle [[** l-]] (udmærket, særdeles, kun brugt med
nægtelse til at betegne mådelig), smlgn. isl. ofrliga.
Oldnorsk r er bortfaldet i mandsnavnene pē, guᶇᶇa og bāro
(Bergþór); rimeligvis er det også r (og ikke n) som er bortfaldet i
hankjønsformen aᶇᶇa (anden), skjønt hunkjøn har aᶇᶇur. guᶅᶅmo
bruges mest i tiltale, ellers guᶅᶅmōr. Det av s opståede r, der er så
almindeligt i bøiningsendelser, er næsten altid borte, således nom. sing s [[** vel usynlig punktum mellom?]]
r av stærke hankjønsord og av konsonantstammer i flertal (undt.
bœn’dər); [[** tone]] at formen er dannet av gammel nom., sees derpå at k og
g ikke bliver palatale foran i f. eks. i ståkk’iᶇᶇ, [[** tone]] bœk’iᶇᶇ; [[** oe-makron tone]] endvidere i
substantivernes øvrige flertalsendelser, verbernes præsensendelser,
undtagen i nogle vokalisk udlydende verber der ikke får omlyd i præs.,
såsom sēr, snœr; [[** oe-makron]] mange av disse har dog intet r, andre er vaklende.
Altid mangler r i e (er) og va (var). Blandt pronominerne er r
bortfaldet i de pers. pron. for nom. pl. mī og dī (av mér og þér)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
