Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Formelt er der ingen ting i veien for at dęᶇᶇ (demonstr.
pron og artikel ved adjektiver) kan være opstået av þann som
hęᶇᶇ av hann, men da denne form findes i en mængde bygdemål
som ikke har nogen analogi for sådan udvikling, står formen åben
for andre forklaringer. Intetkjønsformen de av þat synes at kunne
være lydlovmæssig udviklet, ved svækkelse av a uden påvirkning
fra nogen konsonant.
Foran var nævnt hunkjønsformen ĩ til talordet iᶇn og til den
ubestemte artikel. Nasalkonsonant er også bortfalden idet den har
avsat nasalering på vokalen, i hunkjøn av eiendomspronominer:
mĩ, dĩ, sĩ, i hĩ (her) formodtl. av hérna, dã (der) av þarna, stã
av standa, gã av ganga, hõ av hón eller hún (det enklitiske ã er
måske heller av oldn. hana), mandsnavnet jõ (Jón), nõ av núna. [[** ser ut som punktum, men må være komma]]
sõ av svána; av de to sidstnævnte er der dannet nye mere
aksentsvage former nå og så.
Behandlingen av ubetonet oldn. ei uden konsonantpåvirkning
sees i di [1] av þeir; rimeligvis er pron. for 1 & 2 pers. pron. i
nom. pl. mi og di opstået av oldn. mér og þér. I dämm (3 pers.
pron. pl. for nom. akk. og dat.) av oldn. þeim har ei fåt en
ganske anden behandling fordi det var kort og påfulgtes av den dumpe,
labiale nasalkonsonant. Og når det står enklitisk, svækkes det
endnu mere, så at vokalen helt farves av denne konsonant; da
lyder det åm. Der er derfor ingen ting til hinder for, at det rel.
pron. såm kan være udviklet av oldn. sem.
§ 19 a. Allerede på oldn. sprogtrin, maaske dog noget
sent oldnorsk, har der i målet hersket en tilsvarende forskjel til
den, som foran, side 14, var omtalt for nutidens Slbm. som
forskjellen mellem tostavelsesord med overvægt på 1ste og med
ligevægt mellem bægge stavelser. Disse forhold forårsagede forskjellig
lydudvikling, og ligger således i sine følger temmelig klare i nutiden.
Fornemmelig er det et meget indgribende træk i målet at
de forskjellige eftertryksforhold foranlediger det som svenske
sprogforskere kalder loven om vokalbalancen: i ord av den slags
der nu har ligevægt, bevaredes vokalernes skarpe artikulation bedre
i anden stavelse end i den slags der har overvægtig første stavelse.
I dette ældre Slbm. lader det nemlig til at man har havt inf. som
kastœ, finnœ, bítæ, men taka, vita; sloppet, lítet, men rotit,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
