Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bitit; dat. sv. fem. gǫngo, hǫddo, men snǫru, hosu. I ord med
ligevægt er der senere sedvanlig hertil kommet en indbyrdes
påvirkning (udjævning) mellem bægge stavelsers vokaler, i de andre
yderligere svækkelse av anden stavelses vokal. Analogi inden
grammatiske kategorier av forskjellige slags har fordunklet forholdet meget;
det er i det hele klarere i henseende til vokal hvorefter der har
fulgt konsonant, end ved de udlydende vokaler, som skal behandles
i denne paragraf.
For det ældre oldn. a i udlyd efter overvægtig (d. v. s. lang)
1ste stavelse, senere æ, er der nu kommet e (ə, e, ę, œ), eller
stavelsen er helt apokoperet. Det sidste sker især i verbernes
infinitiv. Der er formodentlig ingen infinitiv med lang rodstavelse,
hvorav ikke apokoperet form kan forekomme: kast, drıkk, bīt; men
bortset fra dem hvis stamme i oldn. eller i dialekten har sin
stammevokal i stammens udlyd, såsom dœy, fœ, [[** oe-makron]] og som således snarere
har kontraheret end apokoperet inf.-endelsen, så kan de vistnok
også alle forekomme i tostavelses form. Verber med ligevægt
har derimod regelmæssig å av a i infinitivens anden stavelse, og
dette har assimileret første stavelses vokal til å (eller ofte ǫ), f.
eks. småkå (smage), jårå (gjøre), våtå (vide), såvå (sove). Verber
der ofte tjener som formord eller i det hele er meget hyppige kan
for en stor del apokoperes, så de mister det sidste å, f. eks. vǫr
(være), jǫr (gjøre), tåk (tage). Adskillige verber der opr. har kort
rodstavelse, er dog ikke behandlede som ligevægtsverber, fordi deres
præsens indik. havde en sådan form at den ved analogi hindrede
udjævningen i at indtræde i infinitiv.
Blandt ord med udlydende a hører de svage hankjønsord
med kort rodstavelse, idet deres form er udgåt fra de oblikve kasus.
Deres beskaffenhed er ganske ligedan som de tilsvarende verbers,
f. eks. mågå [[** g-stroke-bowl]] (mave), sålå [[** l-]] (høvre på sæle), snåpå (snip), dråpå
(dråbe). Behandling som om de havde lang rodstavelse (formen efter
gammel nominativ) foreligger i spāe (spade), nasse (næse). Ord
med et nu bortfaldet ð har oftere tilsyneladende nominativs form,
men har dog gjennemgået vokalbalance og udjævning med endelsens
a, f. eks. båe [[** å-makron]] (grundt sted i vand), skåe [[** å-makron]] (skade); infinitiver bliver i
tilsvarende tilfælde enstavelsesord. De lange svage hankjønsord er
vistnok også lidt påvirkede av sine oblikve kasus, idet mange av dem
har et uforandret g eller k foran sin endelse, f. eks. bakke, skugge,
men ved dem bør man vel heller gå ud fra nominativ, hvorpå
nemlig deres bestemte artikel henviser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
