Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Noget lignende er det med de lange sv. fem., idet stammens
vokal i ord som ōṛṭe (av *arða, sælestroppe), håᶁᶁe (av hadda) viser
sig at stamme fra oblikve kasus. Men den bestemte form av dem
har sin artikel fra nominativen. Den ubestemte forms endevokal
er altid svækket til e men bortfalder ikke undtagen undertiden i
dem hvis stamme begunstiger tostavelses form, såsom spiᶅ’dər, [[** tone]]
hom’məl [[** tone l- (er det prikk over schwa??)]] (humle).
Neutra på oldn. a forekommer kun med lang rodstavelse, f.
eks. jaṛṭṭe. [[** bueløs-j]] Ligeledes adverbier på a: hemme, īle (ilde); hertil kan
også regnes bärre, som ikke kjendes fra oldn.; apokoperet er a i
jęᶇᶇ (gjerne), tildels apokoperet i fiᶅᶅ (også fiᶅ’ᶅa) [[** tone]] (formodentlig) av
fulluliga.
Ved oldn. e eller i i udlyd er der stor mangel på ekspl. som
egtl. beviser at der var mere skarpt udtalt endevokal efter kort
end efter lang rodstavelse. De lange svage hankjønsord har e, der
kan apokoperes under samme omstændigheder som i hunkjønsordene;
de få der har nominativs udseende på opr. ligevægtige stavelser, kan
jo ikke danne egen analogi. Opr. dativer der altid optræder med
apokoperet e er sēt’er [[** tone]] (gàrdsn., av *Setre), og aᶅᶅər (av aldre).
Intetkjønsord har e, f. eks. stykke. [[** 2x k-cr.-t.]] Også blandt adverbierne hersker
endelsen e: leᶇje, ūte, īne, oppe, nē’e; iƫƫ (ikke) apokoperes,
undtagen først i sætn. i spørgsmål som „iƫƫə dē?“ Dog har man i i et
par ord med ligevægt, nemlig adjektivet vāni (vant) og advb. maki [[** k-cr.-t.]]
(i mag), som vel vilde være et oldn. (í) *maki (smlgn. makindi).
Videre skulde jeg antage, at fra de mange intetkjønsord med kort
1ste stavelse er endelsen i i ubest. dativ (viti, þaki, loki, holi og
lign.) overført til dem med overvægt på 1ste stavelse (bande, golfe. [[** ligner punktum, egtl komma?]]
folke etc), allerede før end i deres bestemte form n svækkedes så
at det bare nasalerede vokalen; thi best. dat. ntr., som nu har ĩ
eller i både efter kort og lang rodstavelse (tākĩ, [[** k-cr.-t.]] hølĩ, [[** ø-makron l-]] baᶇᶁĩ, fälkĩ, [[** l- k-cr.-t.]]
gälvĩ) [[** l-]] strider imod al behandling av endelsen en-in ellers, som
vi vil se senere § 21.
Om man for de lange svage hunkjønsord sætter a som den oldn.
stamform for deres endevokal, så har man dog i adv. låŋŋe av
oldn. lǫngo eksempel på, at u efter lang vokal har lidt den
samme svækkelse. I svage hunkjønsord med ligevægt er endevokalen
u, og den har i regelen udjævnet 1ste stavelses vokal til lighed med
sig: vuku (viku), snuru (snǫru), husu (hosu), flugu [[** l- g-stroke-bowl]] (flugu). Også
blandt disse er der nogle, der er gåt over blandt dem med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
