Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overvægt på 1ste stavelse, nemlig nogle i hvilke et oldn. ð tidlig er
bortfaldet, da der ikke var indtrådt nogen egtl. udjævning mellem
vokalerne, men kun almindelig u-omlyd, nemlig stœe [[** oe-makron]] (støtte, et
*staða — *stǫðu, hvorav også studu synes bevaret om en støtte av
en lidt anden art), spœe [[** oe-makron]] (*spaða—*spǫðu, i lignende forhold til
spudu), ræe [[** har tapp, kan ikke være œ? ; oe?-makron]] (rad, række av *raða—*rǫðu) og væe [[** har app, kan ikke være œ? ; oe?-makron]] (skum, på
melk under melkningen, rim. et *vaða—*vǫðu).
De bestemte adj.-former på oldn. a, e eller i, o eller u har
enten e eller apokoperet form. Den sidstnævnte synes overveiende,
når de ikke, i substantivisk anvendelse, bøies med efterhængt best.
artikel, som sv. substantiver.
Med den udlydende vokal i trestavelsesord er der den
forskjel, at den langt oftere apokoperes, navnlig i usammensatte og
tilsyneladende usammensatte ord. Den mangler f. eks. i hällvätt
(av helvite), œllœv (av ellifu), ølvøl [[** 2x l-]] (av ǫlvǫru), kompar. på-ari [[** sic, mellomrom mgl vel??]]
og nom. agentis med den samme endelse, uagtet næstsidste stavelse
er kort, så at de to sidste stavelser kunde tænkes at have ståt i
ligevægtsforhold til hinanden. I de åbenbart sammensatte ord er
den udlydende vokal ofte bevaret ved tanken på sidste
sammensætningsled udenfor sammensætning. Der er også mange, især
adskillige verber og svage hunkjønsord, i hvilke sidste sammensætningsled
har tydelig form som et selvstændigt ord med ligevægtsaksentuation,
uagtet det ikke på lange tider har havt selvstændig eksistens, f. eks.
haᶇᶇ’såmå [[** tone]] (håndtere), raᶇᶇ’såkå [[** tone]] (ransage), åt’vårå [[** å-makron#1 tone]] (advare),
jæns’vuku [[** tone]] (jonsok), haggulu [[** l-]] (havgule); et ord som fåṛṭån’å [[** tone]] (fortinne)
har sagtens her aldrig havt noget stamverbum, og en betoning av det
udlydende a som kunde forklare bægge vokalers overgang til å, er
meget utrolig. Den eneste antagelige forklaring er, at formen er
dannet ved analogisk omsætning av fremmed dialekts form (f. eks.
leva: låvå = forten’a: [[** tone]] fortån’å). [[** tone]] For de øvrige verber passer denne
forklaring ikke.
Det er av betydning — og det ikke blot på dette punkt, ved
udlydende vokal — at finde, hvorav det kommer, at den aksent-svage
stavelse av verber svækkes mere end den av substantiver, f. eks. at
apokoperede verber som ṣıppəł (forandre), flatt’n [[** l- tone n-underring]] (blive flad) ikke får
tostavelsestonelag ligesom de langt sjeldnere apokoperede
substantiver, f. eks. nag’əl, [[** g-stroke-bowl tone l-]] homm’əł. Omstændigheder der bidrager hertil,
er dels det at substantiverne har sine „bestemte“ former, og de
virker ved analogi bevarende både på tonelaget og på endevokalen i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
