Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mange præpositionskonstruktioner med í og á [1] er præpositionen
bortfalden, såsom når gårdsnavn bruges som tilnavn, f. eks. jõ høj’ã. [[** ø-makron tone (bueløs-j)]]
§ 20. Når 2den stavelses vokal i et tostavelsesord ikke stod
i udlyden, men var dækket ved en påfølgende konsonant, blev
vokalen sedvanlig ikke så stærkt svækket som i udlyden (§ 19 a.),
selv om den dækkende konsonant nu er bortfalden; i tostavelses ord
med enstavelses tonelag (f. eks. såmm’å [[** tone å-tilde#2]] av saman) er denne
bevarelse dog åbenbarlig kun sket ved analogi fra de øvrige
tostavelsesord; den naturlige udvikling under enstavelsestonelag har været
den som tonløshed medfører.
I den gamle flertalsendelse ar er derfor endnu a bevaret, f.
eks. gāra (gårde), bakka (bakker), enestående er at i dågå [[** g-stroke-bowl]] (dage)
lydlovene har beseiret både den stærke bøiningsanalogi og
overensstemmelsen med ental i vokal; ellers har nemlig også de korte
a-stammer a til flertalsendelse. De sv. hankjønsord med kort
rodstavelse og udjævning mellem vokalerne til å, (f. eks. båtå, bid),
har sedvanlig denne form som en stamme, hvortil de andres
flertalsendelse hænges (båtå’a). Ligeledes er adjektivernes endelse ar
i stærkt fem. plur. bevaret som a: aᶅᶅa, bōa (bægge), flāta. [[** l-]]
Man skulde vente at præs. av svage verber med overvægtig 1ste
stavelse på samme måde skulde have a av ar; men i steden derfor
har de e (kaste), vistnok tildels ved analogi fra i-verber som nämne,
tœmme, hvilke imidlertid også selv trænger forklaring overfor subst.s
flertal på i. Den fælles foranledning til vokalsvækkelsen må søges
i verbernes hyppig ubetonede stilling (se foran side 89—90) og
deri, at blandt subst. med flertalsendelsen ar altid størstedelen av
dem med kort rodstavelse har været med og støttet vokalen ved
sit endnu stærkere eftertryk, men blandt verberne havde de med kort
rodstavelse forlængst dannet en særegen fast avsluttet klasse, som
i præs. ind. ligesom i inf. (side 87) sedvanlig har å (skådå,
besigtiger, tålå [[** l-]] taler).
I endelsen að, at er a sedvanlig bevaret også efter lang
rodstavelse, f. eks. aᶇᶇa (andet), maṛṭṭṇa (marked), fatna
(fodbedækning); sådanne hankjønsord på að, nom. aðr, er derved i regelen
gåt over til flertalsord. Svage intetkjønsord som øge, [[** ø-makron g-stroke-bowl]] œre [[** oe-makron]] følger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
