Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 6. Sproglydene under svagt eftertryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dog i sin bestemte form, opr. med at, den ubestemte i vokal og er
således uforandrede. Verbale a-stammer med overvægt har i præt.
og pt. part. a (kasta), de med ligevægt å (skådå, tålå). [[** l-]]
Foran ᶇᶇ forvolder det svagere eftertryk at a påvirkes
stærkere av den følgende palatal; ligesom hann > hęᶇᶇ (side 85),
således garðarner > *garanne, nu gāręᶇᶇ, mýrarnar, nu mȳręᶇᶇ.
Ligeledes med opr. nd i pr. partic. (drıkkęᶇᶇ) og med nn i vendingen te
natt’ęᶇᶇ [[** tone]] av til náttanna [1]; S. B. har fremkastet den tanke at det
tilsyneladende pr. partic. lagręᶇᶇ [[** g-stroke-bowl]] (forfinet, kræsen på mad) er et
*lag-grann, identisk med det mere udbredte grann-laga. Enkelte
ord som egtl. ikke skulde have ᶇᶇ, følger med, f. eks. lāk’eᶇᶇ [[** tone]] (også,
regelmæssigere, lāk’an). [[** tone]] Modsvarende behandling av ord med
ligevægt har man i dagarner > dågåᶇᶇ, [[** g-stroke-bowl]] pr. partic. av ligevægtsverber
(f. eks. åtåᶇᶇ eller åtåᶇᶁes, spiselig) og best. nom. sing. (opr. akk.)
av svage hankjønsord med ligevægt såsom hånåᶇᶇ (hanen).
I enkelte andre endelser synes analogi at have hindret at
forskjellen mellem stærk og svag biaksent i anden stavelse er
bleven udpræget, således i kompar. på ari, hvor ligevægtens virkning
kun sees i snårår (snarere), men ikke f. eks. i flātar, [[** l-]] ligesålidt
som i hārar, hvor 1ste stavelse var opr. lang. Ligevægt og
udjævning optræder i våsåᶅᶅ (vase, av tråd, fiskegarn etc.) men i
stakaᶅᶅ (væsen av hankjøn, opr. stafkarl), badaŋŋ (bul på
klædningsstykker), fāraŋŋ (førets tilstand) optræder det ialfald ikke på den
sedvanlige måde.
Oldn. e og i med påfølgende konsonant viser også spor
av vokalbalancen. Endelserne er—ir i ubest. flertal [2] giver
altid i: lätti (farver), sø’i [[** ø-makron tone]] (sauer), føli [[** ø-makron l-]] (fjæle). De verber,
der i oldn. bøies som dǿma, hvilke alle sammen har lang
rodstavelse, har derimod e i præs.: tœmme, nämne. De der bøiedes som
þola, havde derimod for en stor del kort rodstavelse; men da
klassen var meget fåtallig, har de fleste i præs. og tildels også i inf.
rettet sig efter den foran nævnte klasse, så de har præs. som spāre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
