Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nybyggerlivet på Finskogen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
heraf let komme på den tanke, at nybyggeren er en lat fant, som
ikke gidder arbeide på jorden. Men så er det ikke. Hans
akerbrug — om vi kan kalde det så — drives anderledes end hos os.
Han drager langt bort fra huset, ind i skogen, og i de frodigste
lier hugger og brænder han bråte, samt sår rug.
Bråten blev hugget om høsten. Både de store og små trær
blev hugget ned — helst blev de fældt med toppen indover mod
bråtens midtpunkt. Næste midtsommer var dette fald så tørt, at
det kunde brændes, og en stille kveld tændte de. Bar, kvist,
mose og lyng brændte da op, men de svære sotede stammer blev
liggende igjen, og af disse blev det laget gjærde rundt bråten.
Resten blev væltet af veien, helst bort i stenurer. Nogen anden
gjødsel end asken af det brændte bar, mose og lyng brugtes ikke,
heller ikke blev jorden ordentlig opbrudt. Ud på høstkanten sådde
man rugen og klorte den ned med en rigtig primitiv hakke (rafs).
Man tog en passe stor granbuske, med tykke, sterke kvister.
Stammen var skaft og en to—tre fingerlange kviststumper tinder.
En slig bråte så nokså vild ud: En mængde lange stubber
og større og mindre stener, som nu, da lynget og mosen var brændt
op, lå bare. Alt var sotet og svartbrændt. Men for finnerne var
den et fagert syn, og når rugen vokste op og bølged lysegrøn og
svær, skjulende stubber og stener, ligned bråten en oase i
skog-ørkenen. [[** skal bindestrek beholdes? **]]
Denne første års vækst kaldtes list. Om høsten, når jorden
var frosset, så roden ikke kunde rives op eller trædes istykker,
slap man gjerne krøtter ind på beite. Disse holdt da gjæstebod
på den frosne list; men var de rigtig slugne, hændte det at de åd
sygdom, ja død på sig.
Næste høst fik man moden rug; det var altså først det tredje
år, at finnen fik noget igjen for sit stræv. Var det en større bråte
eller mere bråteland i nærheden, blev det ofte opført en „rie“ [1] eller
tørkehus med stenovn der til tærskning og tørkning af rugen. Det
rensede korn blev ofte opbevaret i lange, smale næverklædde og
nævertækte graver i jorden. Herfra førtes rugen hjem efterhvert
som de trængte den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
