Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Madstel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kjørler skurtes rene. De kunde lage godt smør og flere slags ost
af både sød og sur melk.
De almindeligste nationalretter var følgende:
Mottia. Den ægte mottia skulde være af tørket byg- eller
blandkornmel og sterkt saltet. Helst brugtes vand, hvori var kogt
fersk fisk. Den kogtes oftest i en dyb svenskepande, og var så
hård som den kunde hænge sammen. Den brugtes som brød og
spistes til melk eller andet sul. Af nordmændene kaldtes den
„nævagraut“, fordi den ligesom brød toges i hånden.
Rømmegrød var høitidskost og tillagedes sjelden uden om
jonsokdagen og når slåtten var færdig, samt når det var fremmede.
Den kogtes af sur rømme og helst fint mel.
Risk (pannu rieska) lagedes i almindelighed af raspede rå
poteter med fedt i og stegtes i en firkantet [stor [[** denne indikerer at enkelte løse "[" er defekt spatium]] pande i
røkstue-ovnen. [[** skal bindestrek fjernes ? **]] Om høsten i slagtetiden lagedes den af mel og blod.
Hillo var knuste tyttebær eller andre bær med istampet mel.
Den spistes ukogt.
Bænkevellingen (piema velli) kaldtes så, fordi den uden
varme kunde tillages på bænken. Den bestod af mel udrørt i
sur melk.
Mottia, rømmegrød og risk bruges endnu på Finskogen.
Bænkevellingen er helt gåt af brug; ligeså hilloen.
Til kjødmad brugtes i førstningen næper. Nu er de forlængst
fortrængt af poteterne. Men i førstningen da disse kom på, likte
finnerne dem ikke. De syntes de var tørre og små mod næperne.
At tillage mad af alle de gode bærslag som Finskogen var så
rig på, kjendtes ikke. Det eneste var hillo. For at gå videre
fordredes større kjendskab til madlavningens hemmeligheder.
Desuden mangled de det, som udfordres for at opbevare og tillage
bær: sukker.
Som alle nybyggere måtte finnerne arbeide hårdt og jevnt for
at kunne klare sig — ja de måtte stræve mere end andre, fordi
jorden gav så lidet af sig, vinteren var lang og streng, og
livsvilkårene idethele trangere end på de fleste andre steder.
Arbeidstiden varte som regel fra kl. 4 morgen til 9—10 om kvelden.
Sommertiden gjaldt det at få skrabet sammen føde til fæ og folk, og
om vinteren måtte kvinderne nytte tiden godt for at få spundet,
vævet og strikket det familien trængte. Mændene havde fuldt
arbeide med at føre hjem fór, løv, ved, mose og med at tærske og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
