Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 8. Behandling av lange vokaler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rätt (ret), ṣätt (sjette), trättã (13) på vokal med gammel
forkortelse, smlgn. sätt (v. int. sætte, og præt. satte). NB. adv. här [[** ä-makron]] og där. [[** ä-makron]]
Oldn. í forbliver ī; [[** buet-serif??]] f. eks. spīre [[** rett-serif??]] (f. tinde i en gaffel), rīv (v.),
īme (f. mundingen av en sæk, den del der ved tilsnøring står
foran båndet). Kun i slēr (i. slire) har vokalen en anden udtale
som vækker den forestilling at ordet her kommer av et *sliðr med
kort i. Foran lang konsonant eller to konsonanter kan det ofte
blive åbent, f. eks. foran k, som i lıkt, ntr. til līk. Behandl. av i
som í er der i dīg’ər [[** g-stroke-bowl tone]] (tyk). Kort i står í nær, især foran palataler.
Oldn. ó blev som sedvanligt i Norge gjort høiere forat det
skulde blive mere forskjelligt fra á > å, og er almindelig østnorsk o,
f. eks. i rō, klō, [[** l-]] bōg, [[** g-stroke-bowl]] bōk; som forkortet beholder det ikke blot
sin udtale under bøiningen som i rodd (rodde), men også ofte ellers f.
eks. dottər (datter), bonde (bonde). Om det at ǫ [[** o-ogonek-acute]] går over til ó se
§ 23; om behandlingen av jó § 42. Kort ǫ og o falder sammen
med ó foran rð og rt; langt og kort u både i den slags stilling og
flere andre, hvorom senere.
Oldn. ó i ubetonet stavelse bliver (lidt gammeldags) til u i
gudāg’, [[** g-stroke-bowl tone]] gukvęᶅᶅ’ [[** tone]] og formodentlig i gårdn. mäṛṇūs [[** ä-makron]] < *Mylnuós.
Oldn. ú er kanske i Slbm. en smule mere fremskudt end det
kan siges om normal østnorsk u, men kan dog neppe betegnes
anderledes end med dette tegn, f. eks. i trū, brū, gūt, būk osv. I
forbindelsen ún er det altid blevet o, f. eks. bōna, brōn, dōn, rōn
(v. hekse); lignende i romm (n. & adj.) og skomm (adj. mørk),
men skumm (n.). Præt. og ptc. av bū hedder sedv. bodd; grunden
hertil kan jeg ikke forklare.
Oldn. ý udtales y, med temmelig ringe labialitet, f. eks. i nȳ,
ȳr (vrimle), ṣȳr (sky, om tamme dyr), ȳl [[** l-]] (hyle), lȳs, jȳn (se, skotte,
mens man selv er skjult) osv. I udlyd forekommer overgang til. yj
(formodentlig er der overført et i fra dativsendelsen) nemlig i
intetkjønsordene blyjj [[** l- ; NB to like j-er **]] (bly), stryjj, myjj [[** NB første j er uten krok i begge disse! **]] (myg), derimod ikke i ṣȳ (f.), spȳ
(v.) og tȳ (tøi); ved ren forvanskning udtales det som i i eden hålə [[** l-]]
dīrə dē ([den] hårde, dyre død). Forkortet udenfor bøiningen
behandles ý ofte som opr. kort, f. eks. i dœhrk (dyrke; også gjøre dyr,
hæve prisen), også dẏhrk, rœmm (v. rømme), œmsi (forskjellig, uvis).
Oldn. ǿ er til adskillelse fra det av au opståede ø bleven
mindre labialt end det sagtens i gammel tid har været, og er bleven
noget sænket; som også foran side 10 antydet er det ikke så dybt at
det falder sammen med den normale værdi av lydskriftens œ; det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
