Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kap. 14. Progressiv palatal assimilation på konsonanter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tydeligt, at grupper av ord som i Slbm. ubetinget hører under dem
hvori udelukkende eftertrykket synes at have fremkaldt palataliteten,
i den henseende ligesåmeget er avhængige av foregående vokal. Selv om
analogiernes oprindelse også i Slbm. skulde være fra assimilationer, så
er de dog der nu ført så vidt, at deres indhold er blevet et andet;
skjønt jeg derfor ikke vil gå ind på en nøiere undersøgelse af den
sag, så vil jeg dog av hensigtsmæssighedshensyn behandle
palataliseringen av gamle dentaler i sammenhæng på dette sted.
§ 49. I korthed kan man fremsætte regelen om palatalisation
formedelst stærkt eftertryk således, at langt n, l og d er palatale
efter oldn. a (ekspl. s. 165 f.), efter o og ǫ (s. 168), efter u (s.
179), efter y (s. 179), efter e (s. 180), efter i (s. 180).
Palataliteten er ved dem alle avtagende, men sålænge der er den
samme, ikke en anden, dental end den hvormed palataliteten
begyndte, så er det snarere en palatal end en dental konsonant
konsonantforbindelser ender med.
Oldn. ø forekommer ikke foran gammel lang dental; nyere
korte ø-lyd gjør vistnok dette; men da er det i regelen meget åbne
ø-lyd, og i østnorsk, fremforalt i Slbm., skyes palataliseringen
efter oldn. jǫ, specielt hvor der stod labialvokal foran j, så at
dette ikke blev altfor meget konsonantisk (f. eks. bœlle, bœnn,
mœnn, spœll [[** hm, *er* alle disse œ?]] etc. s. 158 f.); i ekspl. som fēl (fjeld), īle (ilde), īne [[** alle rett-serif]]
(inde) har man ved vokalforlængelse undgåt den lydstilling hvori
palatalisationen pleier at indtræde.
Foruden de oprindelige lange dentaler n, l, d er der også andre
forbindelser som mere eller mindre fuldstændig er falden sammen
dermed og behandles på samme måde. Til langt n må i Slbm.
regnes næsten alt rn, f. eks. i gaᶇᶇ (garn), båᶇᶇ (børn), kvęᶇᶇ
(kvern), hyᶇᶇe (hjørne). Ligeledes oldn. nd i udlyd f. eks. lann,
hoᶇᶇ, sęᶇᶇ (sende). Oldn. rl er så lidet hyppigt at det ingen
analogi danner i Slbm.; ld i udlyd falder sammen med ll. Men også
i indlyd, hvor d udtales, er forangående n og l at betragte som lange
og har palatalitet. Og denne overføres også til det påfølgende d, som
også nærmer sig palatal udtale, om end ikke såmeget at det bør
betegnes i lydskriften. Samme forhold er der også ved nt og lt, som
bliver til ᶇt og ᶅt med halvpalatale t-lyd; der synes også ofte at
forekomme et lidt palatalt s i forbindelsen ns, hvor n ligesom i
i de foregående bliver palatalt (f. eks. daᶇs, aᶇs (v. ænse)). Dog
er der her nogle mærkelige undtagelser, som især samler sig om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
