Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle bemærkninger om „u-omlyden ved bevaret u“ i østnorske dialekter, av Amund B. Larsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dialekter; mine argumenter finder jeg mest i utkanterne av
likevægtsfænomenet; at lydprocessen har hat samme forløp på de forskjellige
steder, er ikke bevist. Men bevisbyrden synes mig at påligge dem
som hævder, at den har været forskjellig — og beviset synes mig
endnu ikke ført.
Sydligst i Smålenene har man ikke likevægtsmål, der har man
hunkjønsord som hākə, snārə, svālə, [[** l-]] tvārə, lāə. Nordligere har man
uten assimilation hāku, snāru, et stykke endnu svālu, [[** l-]] derpå sūlu, [[** l-]]
samt tūrə og tūru, lā’u, [[** tone]] derpå lɐ’u [[** turned-makron tone]] (Våler), videst utbredt läu’ə [[** tone]] (av
lɐ’u, [[** turned-makron tone]] bestemt form *lɐ’u’a, [[** turned-makron tone#1]] sammentrukket läu’a). [[** tone]] Når Hægstad
(Gml. Tr. s. 55 og andresteds) i lang rodstavelse anerkjender det
for u-omlyd, nemlig kombineret u-omlyd, når vokalen blir labial
efter v, som i vɐggə og voṛṭṭə, vil han vel også anta sammensat
u-omlyd i smålensk turu og sulu. [[** l-]] Og når nabodistriktet Romerike
også har hūku og snūru, hvorfor skulde så ikke det også være
u-omlyd? Og i lɐ’u [[** turned-makron tone]] svarer ɐ regelmæssig mot oldn. o (og ǫ?)
foran kort konsonant; at det ikke skulde svare mot de ubekjendte
og ubenævnte stadier vokalen f. eks. på Romerike, Oplandene og i
Selbu skulde ha passert på veien fra a til u, det kan ikke bevises,
men det kan heller ikke forlanges bevist.
I Telemarken har de sydvestlige mål hȯkə, snȯrə [[** begge o-makron-overprikk]] osv., uten
likevægtsform, men, som vel alle vil erkjende her i sammenhæng
med Vestlandet, med virkelig u-omlyd; dernæst kommer hȯkȧ, snōrȧ [[** begge o-makron-overprikk]]
osv. og videre f. eks. i Tinn, Rauland og Selgjord hȯkȧu, snȯru, lȯ’u [[** alle o-makron-overprikk, siste: tone]]
(tildels med bestemt form lȯu’a, [[** tone]] smlgn. nordlig i Smålenene); heller
ikke her er der vel meningsforskjel om u-omlyden. Men når så
nabopræstegjældene Gransherred og Bø kommer med hūku, snūru,
lū’u, [[** tone]] mon der ikke har været u-omlyd også der? Og derfra går
former med u—u, eller enkelte steds o—o, gjennem næsten alle
indlandsbygder søndenfjelds og til og med Øvre Namdalen. I Nordre
Østerdalen og de som indlandsbygder betragtede dele av
Trondhjems stift er dog herved at mærke, at 1ste stavelses oprindelige
vokal idethele ikke har nogen betydning for den nuværende. Av
andre variationer bør man lægge vægt på, at næsten allesteds kāku
kage, nordenfjelds også gātu og vāru, samt fiskenavnet skātu (rokke)
mangler vokalassimilation, altså idethele ord, der har forbindelse
mod bøndernes byreiser (og med havfiske). I Holtålens pgd. samt
i Tydalen (og i Snåsen, hvor fordelingen dog er mig mindre
fuldstændig bekjendt) hersker i første stavelse tildels ikke u, men ö,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
