Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ned i de hemmelighedsfuldeste Klippespalter og i Alt fölge sit
galeste Lune, — men foie ham og være ordentlig og bære frem
hans Bjelker i uskadt Stand, det vilde den ikke, — og da han
en Vaar for at pröve hende havde betroet hende nogle Favne
Ved til Fremdrift, havde hun taget det Hele med i slig en
Rund-dands, at der knapt blev en hel Pinde igjen, og det som slap åt
knuses, gjemte hun bort i de trangeste Bergeklyper, hvor blot
Fuglen og Fisken kan komme — og gik saa klar og smilende
over det, og bad ham komme og tage det igjen. „Slig handler
hun med mine vigtigste Interesser, — og dog er jeg ikke istand
til andet end at beundre og være glad i dette viltre Trollet, saa
utæmmet som hun er; men det kommer vel af, at hun er
Femininum og smuk — altsaa undskyldelig til det Yderste.44
Vi prövede begge at tröste ham med, at den uböielige
Skjönne nok med Tiden vilde give efter for ham og blive en
ordentlig Kone, som vilde bære frem det Las, der paalagdes hende
som alle de andre, naar hun blot fik stöiet fra sig: men han
forsikrede : „Der er intet Haab * for mig, da baade Grever og
Baroner ere sendte ubönhörte bort, skjönt de havde offret
Tusinder og atter Tusinder paa Stads, som hun i sit overgivne
For-aarslune havde ströet for alle Vinde og ikke gjort mere Kruus
af end min Ved, og endelig har hun oppe paa et Sted, jeg snart
skal vise Eder, og som kaldes -Högfos44 engang for alle til Grev
Wedel aflagt det Löfte, aldrig at opgive sin ubundne Frihed og
opoffre Skjönheden for andre Hensyn–––––— ja der har vi
Högfos og der paa Klippen over Svælget hænger Stumperne af
Wedels Forbygninger; siig mig, troer I Aavella holder sit Löfte?44
Vi stode her foran et gabende Svælg af over 200 Fods Dybde,
og deri styrtede Elven i ret Fald, saa den kom ned som Stöv,
medens höit paa Klippevæggen Noget hang, der lignede et
Skjærerede, men hvori hver Pinde var en Mast — og vi maatte
er-kjende at her ikke var nogen Tvivl — Aavella var intet
Hverdagsmenneske !
Da vi længe havde nydt det storartede Naturskuespil, som
her fremböd sig, og som jeg vil anbefale til Enhver, der
overnatter paa Sköien, sloge vi os ned paa en blöd Græsplet, hvor
Försteren laa og stirrede paa „Skjæreredet44 — og da vi taug,
begyndte han: „Det var noget til Karl, den Grov Wedel! Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
