Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at den foregaaende Dag var seet friske Spor af en stor Elg i
Nærheden. Yi havde nn Bamse alene med, og det varede ikke
længe, inden Lan tog Sporet og forsvandt. Försteren erklærede
Konkurrencen fri; men jeg valgte dog at bede om Tilladelse til
at holde Fölge med ham. Dette kunde jeg nok kommet til at
angre; men Losen standsede i Nærheden, saa at det ikke var mere
end et Kvarters Springmarch, för vi kom frem, og da kom Elgen
forbi i slig Fart, at jeg ikke tænkte paa at skyde. Det var et
stolt Syn at se den umaadelige Kolos styrte og gjöre Kolbytte i
det Øieblik, Knaldet fra Försterens Rifle löd — og i det samme
sad ogsaa Bamsen i Öret paa den. Jeg skulde give den
Naa-deskuddet; men det var ikke let for Bamsens Skyld — dog gik
det tilslut og nu tonede et klart „Dot, herovera! som blev
besvaret fra den spredte Jægerskare, der snart var samlet — tilsidst
Harald, som kom smaabandende paa, „at han aldrig havde seet
Magen til letvindt Slagtning*. Efteråt de behörige Ceremonier vare
iagttagne, blev det besluttet at fragte Elgen ned hel ved at kjöre
den paa Slæde, for at Folkene nede kunde faa se en af disse rare
Skabninger, og derfor skulde Harald Hougsrud ride ned efter „en
8—10 af de nærmeste Husmændene sine*, som han sagde, og
forestaa Nedkjörselen, medens vi skulde se at faa os en Elg til.
I en overordentlig haabefuld Stemning droge vi da bort til
Nabo-gaardensSkovgrændse og slap Bamse, som meget unödigt havde forladt
det fældede Dyr uden at faa spise sig mæt; thi ellers pleiede den
efter Jörgens Udtryk, „at spise sig saa sund og mæt, at Vomma
æste op om Ryggen, saa denne blev staaende som Vægen i et
Lys;* — altsaa kan man forstaa, at det nu maatte falde den lidt
magert; men vi vilde bruge vor sidste Jagtdag grundigt, og derfor
maatte vi sörge for, at han kunde beholde Karakteren af „éi
ubekvem4.
Vi vare her komne ind i „ Vesleaasens* mest forrevne Honger
og Berg, og en mærkelig Vildhed var Landskabets Hovedpræg:
her var smaa mörke Fjeldvand med lodret opstigende Fjeldbredder
og mörk Granskov tondt om — her var trange Klöfter, hvorover
Træernes Kroner næsten sluttede som et Tag, medens i Bunden
en Hulbæks dumpe Brusen gjorde Foden utryg for, hvor den turde
tage Fæste — her vor ingensteds nogen Udsigt undtagen til
Top-perne af de takkede Koiler, og vi fölte Skoveensomhedens Magt
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
