Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
elven, som danner sig af de mange soldryp, og som stjæler sig
bort fra sin kolde moder bræen, styrter ud under jöklen over
sten og mose, indtil den i stupet synes at lividne til sne igjen —
man skulde tro, at straffen for ulydiglieden fulgte strax på
flugten; — men man ser, der er liv, man ser den sætte stevne med
sine söstre og i magt flomme ned over fjelddalen, og man forstår,
at de. går for at udrette et storværk [for landet, for at löfte en
byrde, som kun fjeldets æt kan löfte fra fjeld til hav, og for at
drive op af jorden en livskilde, som ingen uden den kunde
fremkalde. Man tænker uvilkårlig på de driftige dverge, sagnene
melder om, og ser dem travle og arbeidsomme myldre frem af
bjergene. Nu skjönner man, at man står ved Norges hjerte, at
fjeldene er vor moder Norges hjerte, derfra udgår årerne, som
afsætter liv til alle lemmer, dertil vender de igjen tilbage for at
fornye kredslöbet.
Hun har et stort hjerte vor moder, thi fjeld har landet nok
af — men des rigere strömmer velsignelsen derfra.
Mindst af alt skal man tro, at der er koldt og trösteslöst
ved dette hjerte — nei, gå bort under tinden, og du skal höre en
röst, både varm og fortröstningsfuld; den har talt med alvor og
gjort mangt et indtryk på vore fædres sind, har fremkaldt mangt
et kvad — når skyerne dandsede om nuterne i forreven vildhed
og stormen kvad sit mægtige drapa, mens der gik sten- og
sneskred derfra ned i dalen, og fossen löb ned med tordnende
melding om den vilde kamp i det höie — det er en röst, der er
Nordens mægtige, alvorlige ånd værdig, og höinaturens alvor satte
tydelig nok sit mörke stempel på folkets sagn og sange lige fra
Edda og kjæmpeviserne til de nu almindelige folkeviser med
sine alvorlige, stemningsfulde moltoner. Fra fjeldet har Nordens
ånd sendt sin tale ned i dalen. Hjertet slår varmt midt oppe
blandt is og sne og storm ved synet af den moder, der gjenuem
århundreder er bleven den samme både i sind og i ydre
skikkelse, både i tale og i miner, medens man i det hverdagslige er
vant til omvexlinger og forandringer i det uendelige — man biir
stolt af Nordens mægtige, uforanderlige ånd og indser, at her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
