Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
veien, som på grund af tömmerkjöring: næsten er kjærrevei. Men
nu er vi ved åsen foran Oistappen, og ker möder öiet et rent
malerisk parti; nærmest ved hånden furu- og birkeholt, så
grön-sværet og det kvide sandbælte langs stranden, det speilblanke blå
vand, i hvilket lidt længer ude to kraftige mörkegrönne
furupyn-ter symmetrisk strækker ud, så der bag en mörkebrun dunkel
furu-streg og midt over den igjen et solskinnende snefjeld,
formodentlig Åkrekampen, som sender en frisk fjeldhilsen. Synet fængslede
os længe; der var deilige farver, harmoni og symmetri. Efter
det syn stormede vi higende op bakkerne, som om vi i en
håndevending vilde komme over Yin strå og op til sætrene.
Vi kom ind på gal vei; den blev mindre og mindre,
og den masse tømmerstokke, som i alle stillinger spærrede
den, gjorde det snart klart for os, at vi fik gå et stykke
på egen hånd. Der skulde være bro over Yinstra i et trangt
i
pas, og det turde hænde, at den ei var så let at finde, om vi ei
havde stien. Yi gik da op på Rundpiggen for at orientere os
og fik med det samme den nydeligste udsigt. Kortet kom frem,
og nu for vi tröstige på og nåede snart elveskråningen efter först
at have passeret en mindre elv. Der nede dybt under den mörke
furu og de lavklædte, farverige skrænter gik den brusende
Vinstra med sit grönne, jökelfriske vand. Den havde en lang
fortælling til os om Vinstravandene med sine flade bredder, om det
lyse Bygdin med grönne strande og store hjorder under
snemarkerne, og Melkedalen med de höie tinder og uendelige bræer. Snart
kom vi over tykskoven, og kun en enkelt furu sendte sine brune,
veir-vredne grene ud og lod os ane, hvor hårdt veiret kan være her;
for-kröblet og stormböiet var hvert træ og syntes ikke at passe til den
milde, deilige sommeraften — nu kunde vi atter se sænkningen, hvori
vandene lå skjult, tusmörket havde fremkaldt en grönlig metalfarve
dybest nede, ovenover lå et varmt, rodlig-violet skjær, og överst oppe
spillede aftensolens stråler på Rutinfjeldets top. Kobjælden og
kjörenes rauten hörtes fra bakken, og sæterjentens lokken klang
så melodisk i den deilige aften, at den lokkede både fæet og os
til den nydelige sæter Fin bole. Med glæde så vi her en ægte
gudbrandsdalsk jente med rigt blondt hår, klare blå öine og det
nationale rode livstykke, som klæder udmærket ved siden af det
hvide lin. — Mens tekjedlen kogte, sad vi på volden, hvor kik-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
