Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dalshö og Åkrekampen. Eieren af en af sætrene, en oplyst,
godslig mand, som skulde op under Heimdalsliöen for at hente
hjem öikene sine, fulgte os et stykke på veien.
Underveis fortalte han os mange bjornehistorier fra den foran
os liggende Björnehau g; også han havde mistet adskilligt fæ
nogle år, men nu havde han fået en okse, som vogtede hjorden
ligeså vel som nogen jæger, og som et par gange var kommen
hjem blodig på hornene, som han mente, efter basketag med
björnen. — Vi kom dog lykkelig og vel forbi Björnehaug, stadig
kigende af nysgjerrighed imellem birkene. Men nu begyndte
Sikkilsdalen. Vi tog farvel med Åkrevandet, som lå blinkende
dernede bag birkene, med Hedalsmuen, der så længe som den
ypperste havde fulgt os, og som på grund af Murudalens lave *
omegn viser sig overmåde anselig — nu forsvandt den bag
Sik-kilsdalshö. Men nu slipper vi for at vende os om;
mærkelige fjeldformer foran os fængsler os snart; det er det krumme,
prægtige Sikkildalshorn og på den anden side de spidse
Gåpåpigge; men vent lidt, til vi kommer længere ind, og de
vil vise sig meget mere imposante. Veien krydser gjennem de
yndigste og frodigste birkelider, nedenfor i dalen slynger
Sikkils-dalselven sig, og fra alle höider på begge sider sikler en hel del
sölvglindsende bække, hvoraf enkelte tror, at dalen har fået navn.
Sikkilsdalen er kjöbt af en Engelskmand, Mr. Bandford; der
drives fædrift både sommer og vinter ved naturlig og kunstig eng;
og de gröftegravende Svensker og hönseflokken, som möder en,
er sikre kjendemærker på, at man her kommer til et slags gård,
ei til en sæter. — Det blæste en frisk vestenvind, da vi havde
spist og hvilet middag, så hestkaren, som fulgte os til
Sikkils-dalsvandene, mente, det ei kunde nytte os; men det mindste vand
klarede vi nok så fort, da vi sad to ved årerne. Vi måtte
ind-römme, at Mr. Bandford’s smag gjorde ham ære; thi her var
mægtig natur og skjön natur, foruden de andre herligheder, som
Englændere skatte så: jagt og fiskeri. — Det övre
Sikkilsdals-vand, som også er det længste, synes mig det smukkeste, især
får man både et yndigt og overvældende indtryk, om man
går langs nordre bred, lige ind under hornet. Efter at have
passeret et birkeholt, kommer man til den steile urd, som bærer
ende op i det udover hængende horn, den er temmelig slem at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
