Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men. Nils er liden og temmelig svagt bygget, vakre, dog
undertiden lidt bistre öine, lidt opadböiet næse, langt mörkt hår og
foroverböiet figur, som den gjerne får, der går meget i fjeld og
urd, og Nils er fjeldets sön. Han er over 50 år, har kone og
flere börn i live, hvoraf det ældste er i Amerika. Han forpagter
et lidet brug i bygden, men er ellers smed og især bössemager;
at smide bösser er hans stolteste bygdearbeide, men at „skjote
rein“ det kjæreste af alt. Han viste mig flere gange, når vi på
fjeldet mödte skytter, bosserne deres og spurgte mig, hvordan jeg
likte dem. Der var mange af hans rifler, som smaldt mellem
fjeldene. Födt og opdragen på den allerøverste lille plads i
Leirdalen under fjeldenes konge, havde han fra barn af drukket
fjeldets luft og lært at elske tinder og bræer, så han endnu befandt
sig ganske ilde i bygden og var barneglad og barnelet, hvergang
han kunde smyge tilfjelds, forbi sit barndomshjem og videre
indover. Han var ikke store gutten, da han skjød sin förste rein,
og mangen både buk og simle havde siden den tid tumlet om for
hans skud. Med mig gik han også bestandig i reinstanker og
önskede mangen gang sin rifle; — så han op, for hans blik
speidende mellem urder og bræer; så han ned, var det også for at
opdage et og andet dyrespor, hvor bunden tillod det; ban pegte
ned i forbigående og sagde: „Der va’n i år.“ Jeg forstod i
begyndelsen ikke, hvad han mente, men senere lærte jeg bedre at
fölge hans tankegang. Det var ofte rörende at höre ham fortælle
på sin simple måde om sin kjærlighed til fjeldene; her var det så
let og så bjart, så hvidt og blåt og fint som ingen anden stad,
her levede han sit bedste liv — nede i bygden var det knapt i
huset og stræv med jordflekken udenfor, eller han stod i den
svarte smidjen. Der havde han også stået ugevis, för han blev
med mig, jeg hentede ham der, og han var straks villig; — men
stakkar, efter den lange stilleståen tålte han ikke den förste dags
marsch, hans ben var allerede denne aften temmelig såre; da ban
viste mig dem, så han på mig og sagde: „Du trur fel ’kje e
duger stort, du, så låk som e æ ti beine fysta dagjen“, men jeg
troede ham nu bedre, end han ventede. Næste morgen gik vi i
fölge med 3 mænd og klövheste opover Bæverdalen. Yeien ligger
over Dumma, som kommer vestenfra Dumdalen; men klop eller
bro behöves ei, thi elven går under fjeldet et langt stykke, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
