Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
på så fjernt hold. Jeg skyndte mig, mens det endnu var klart,
at kaste blikket udover fra mit standpunkt, hvorfra udsigten og
indtrykkene væsentlig er de samme som fra den höieste tind,
men et stykke henover mod nordre Bergensstift og Romsdalen
mangler jo i det fuldstændige panorama; heldigvis — i mit uheld
— var det dog endnu blot netop den kant, skodden skjulte. Her
stod jeg da midt i Norges og Nordens höieste og vildeste
snemark, et hvidt hav til alle kanter, uden land at öine; fuldt af
svarte, skarpe og taggede skjær ragede op, mens frådende
bråd-söer væltede og slog derom; hist i sluget skinner den grönne
bölge med hvide toppe og suger så om grus og sten, der bryder
havet på mange favnes dyb; og så der, der ligger et stormslagent
vrag og kaster mellem bölgerne — man stirrer åndelös: de mange
sorte prikker, som slynges hid og did mellem bölgerne, er folk,
som kaver og strider mod det vilde hav — men öiet har mistet
dem, havet har slugt dem. — Det er et frygteligt billede, og det
er sælsomt, hvorledes fantasien kan tumle i en så vild, så
gigantisk natur. — Det er Lomseggen, Trold stens-rundhö,
Kvitingskjölen, Rundåne, Glittertind, Nautgardstind,
Memurubræen med tind, Knudshulstind, Svart
dalspiggene, Koldedalstinderne, Smörstabtinderne og
Horungerne, alle disse, som står der lig en stor, skinnende hvid
teltleir. — Men imidlertid rullede skodden nærmere og nærmere
Og samtidig rundt om höiderne, — af Yisdalen såes blot en
blågrå, disig stribe, og östenfra — nu spændtes min forventning —
trængte mægtige tordenskyer sig frem, oventil som röde, spillende
flammetunger, men længer nede mörkere og mörkere, og langs
horisonten hang de sorte, alvorsfulde og truende, men lod dog
under sig rum nok åbent for et vidunderlig doiligt lysfald, — et
rödligt-gult skin lå over de underliggende bræer, der glitrede i
en så at sige forklaret glans; — jeg har aldrig set slig
belysning; den gjorde et indtryk så stort, som noget viddesyn kunde
gjöre! — Jeg havde så småt ventet at få höre tordenveir
deroppe, men det blev der ikke noget af; den friske vestenvind trak
henover, og skodden lagde sig tættere og tættere, — endnu
skimtedes de fjerneste tinder bag tågeslöret, snart forsvandt også de,
og öiet sögte plateauets egne bræer, over hvilke også
tågestotterne hvirvlede sig. — Da Nils forsikrede, at det lidet vilde nytte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
