Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke var kar for at Lære mig over, så slap jeg at væde skoene,
barbenet var det nok vel vanskeligt at gå. Svaret löd: „Å! vi’
du freiste, så kan sagte e’.“ Ja, jeg sad snart på min hest, som
meget forsigtig prövede sig frem, gled og standsede og standsede
og gled og imellem tröstede mig med et: „du tar’ kje ræddast“,
når han med et ryk havde kastet mig så fort længer op på sin
ryg, at ranslen dunkede i nakken min og jeg i angsten for at
styrte på næsen klyngede mig fastere om hans hals. Da vi var
halvveis, vilde jeg, han skulde standse, sætte mig op på nogle
stene og hvile sig, men han var nok ikke træt og satte langsomt,
prövende sig for, videre, — engang imellem lod jeg træt benene
synke, vandet surrede over, og en fortvivlet anstrengelse gjordes
for at klare mig forsigtig op igjen uden hjælp af hans farlige ryk.
Endelig var vi fremme, og den, som var træt i knæerne, var jeg
og ikke han. Det var en overmåde anstrengende stilling. De
andre var endnu ikke halvveis, og jeg havde min glæde ved at
mærke, at min færgemand ubetinget var den bedste, selv med
byrden på ryggen. En liden hund, som skulde over med, gjorde
god fart nedover, hvergang den skulde over et strömstykke og
ikke kunde hoppe på stenene; flere gange standsede den, hylede
og löb frem og tilbage, men kom dog godt over. — Vort fölge
tog nu snart til höire ind over Stensflyen for at se efter „reinen“
nedover mod Hullet, en fordybning ved elven Svarvas udlöb i
Gjendin; det var muligt, vi kunde mödes ved vestre Gjendinsoset
tilkvelds, sagde de, om dyrene drog dem den vei, — ellers er
farten dernedenfra og op forbi Kjærnhullet til Skarvflyen meget
vanskelig og går flere steder over hamre med så små sök i, at
foden neppe får fæste, det kommer da an på at være kjendt. —
Vi for imidlertid op Leirungsdalen på elvens nordre side. Vildere
og trangere blev dalen efterhvert, omgiven af Synshorn, Mugna
og Leirungsbræen på söndre og Kjærnhulstinden og
Knudshuls-tinden på nordre side. Da vi noget over middag nåede op på
bræerne henimod bandet mellem Leirungsdalen og Svartdalen, trak
en svær byge over fra syd, regnen piskede, så vi inden kort tid
var våde til skindet (min gummikappe lod jeg ligge på ranslen,
da den var altfor hed at gå med), og tordenslag på tordenslag
drönede mellem de alvorlige fjelde, til hvilke endnu kom
Svart-dalstinderne og Thorfinstinderne, som alle stak sine skarpe sorte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
