Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ledes det går“, og dermed svingede han med armen og stirrede
mig ond ind i öinene. Jeg spurgte ham da ganske roligt, når
jeg havde „vundet på ham", og det reducerede sig til 0 gange;
dernæst spurgte jeg, om det ikke var rimeligt, at jeg, som havde
leiet ham med som veiviser, spurgte mig for og havde et ord med
i laget, og om jeg ikke havde anerkjendt ham nok som veiviser;
endelig ytrede jeg, at det formodentlig var ærgrelse over den för
omtalte forlængede dagsmarsch, som stak i ham. Dette tirrede
ham formodentlig op, thi nu spyttede han mig vildt forhi ansigtet
og sagde: „Ja men du sagde pyt på mig, du, og jeg bryr mig
ikke om at bli’ sagt pyt på af slik en — “ Jeg fortalte ham, at
i den godslige tone, hvori det var sagt af mig, mentes der
snarere godt end ondt med det lille ord. Men nu satte han fort i
vei, så rapt havde jeg aldrig set ham gå; han gjorde nogle vilde
spræt fra sten til sten, som om han vilde vise mig, at han nok
kunde lede på sig, når det gjaldt. Det blev brattere og brattere
at gå, og vi kom senere og senere frem, indtil vi endelig
standsede i en urd, hvor Nils bad mig stå: „han var sat for at passe
på livet mit i fjella, han, måtte jeg vide"; han gik ned nogle
skridt og kom så op og sagde, vi måtte gå tilbage, men
noget i hans stemme var mig påfaldende, og jeg syntes slet ikke
det så noget videre farligt ud at hoppe nedover, men for ikke
at få nogen scene igjen gik jeg opover; ærgerlig var jeg for
omveien, der tog over 1 time, og ikke mindst, da jeg anede uråd
og halvt om halvt troede, Nils förte mig unödvendigt tilbage blot
for at hævne sig på mig for mit uskyldige forslag, der jo var
grundet på min mangel på lokalkundskab. Da jeg mærkede på
hans sagtnede fart, at han havde löbet hidsigheden fra sig,
antydede jeg dette for ham, da jeg vilde have sagen opgjort, og sagde
ham, at han i ethvert tilfælde havde vist sig som en slet förer,
thi en god förer havde til et uforstandigt forslag sagt rent ud:
„Nei, den vei skal du ikke gå!“ og det var ikke forsagthed, som
havde gjort, at Nils ikke sagde simpelt nei til mit propos; — jeg
betydede ham da, at vi ikke længe kunde have fölge efter dette,
jeg kunde ikke have nogen glæde af at behandle ham på
kammeratslig vis efter denne streg. — Vi gik da tause helt op i
skar-det igjen, over elven og så atter nedover på den anden side.
Men da vi kom på skråningen mod Gjendin, fik vi en så forbau-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
