mauti p. NEE amd | AN s » i ia y AN winaars a C XA AN s : * j y - é J Ra : . s mad h di Z V% Z : v i LA \ Á “ w t X ALA ir r w. 2 2 TA E N Nuia S 4 A 4 a r i - a t) iON. z N NAN A A a z STS jf AN NINN S iiS i Absalons gravsten i Sorø kirke. kilde*, og som sådan tog han kampen op for at værne landet mod vendernes overfald. Efter den indre opløsnings urolige år lykkedes det nu A. at skabe sammenhold og disciplin i ledingshæren, således at man først kunde skabe tryghed i de danske farvande — en forudsætning for handelens opblomstring i de følgende år — og derefter gå over til at føre en ekspansiv dansk politik imod syd. Kirkesplittelsen i 1160.erne bragte A.i en vanskelig situation. Konge og ærkebiskop stod hårdt overfor hinanden. A. søgte at 3 mægle, men forgæves. I første omgang sluttede han sig da til kongen og fulgte denne på hans rejse til det skismatiske, tyske kirkemøde i St. Jean de Lône. Hjemkommen herfra har han dog formodentlig indset, at han og kongen havde grebet fejl, og alt tyder på, at A. var en af hovedmændene for den genoprettelse af den politiske fred i Danmark som fik sit storstilede udtryk ved kirkefesten i Ringsted, hvor Valdemar og Eskil træder frem i fordrageligt samvirke. Da Eskil i 1177 ønskede at nedlægge staven, var da heller ingen mere skikket end A. til at overtage stillingen som rigets ærkebiskop. Ved valghandlingen i Lund vægrede han sig dog og indankede sagen for paven; resultatet blev den sjældne begunstigelse, at han fik lov til at bevare bispestolen i Roskilde, samtidig med at han overtog den lundensiske. Hans første år som ærkebiskop skulde imidlertid blive urolige. De skånske bønder rejste sig imod ham og mod kongen. Grunden til oprøret er ikke klar, men A. synes at have været hård i sine krav om betaling af tiende i korn efter kanonisk lov og om gennemførelse af præsternes cølibat. Som Hvideslægtens mand har han også været skåningerne forhadt, og han manglede i sin optræden den fornødne smidighed. Først efter flere år lykkedes det at kue bønderne. Efter Valdemars død 1182 blev A. som faderlig ven og rådgiver for den unge kong Knud i adskillige år den egentlige leder af landets politik. Han var således skaberen af de nye vedtægter for hirden, »Vederloven», som Sven Aggesøn nedskrev på latin. Som repræsentant for kirken og Hvideslægten var han en af landets største godsejere og som den handlekraftige administrator foretog han talrige mageskifter og godsomlægninger. Med årene trak han sig dog mere ud af det politiske liv for at hellige sig kirkens opgaver. Som Eskil støttede han de kirkelige reformbestræbelser og de nye munkeordner. Til Roskilde stift havde han allerede 1165 indkaldt sin ungdomsven fra Paris, Wilhelm, der grundlagde et kannikkonvent på Eskilsø, senere flyttet til Ebelholt. Som kirkens leder arbejdede han for 4