ADIAFORA det til nydelsesmidler vil den kristne i en verden i nød være tilbageholdende, men tillige erkende, at Gud ikke æres ved skrupuløs askese. Store vanskeligheder volder det faktum, at kristne mennesker dømmer ret forskelligt om en række af disse spørgsmål, navnlig hvor en pietistisk tradition brydes med anden opfattelse. Man henviser da ofte til Paulus’ formaninger til henholdsvis »de stærke» og »de svage» i Korinth (1. Kor. 8— 10) og i Rom (Rom. 14), især til ordene i Rom. 14:3 om, at de mere frimodige ikke må foragte de mindre frimodige, og disse sidste ikke må dømme de første. Om man i givet fald skal give afkald på sin kristne frihed for andres skyld, må, som allerede Melanchthon gjorde gældende, afhænge af, om man står over for »farisæere» eller over for »svage brødre», der ved den »stærkeres» eksempel ville lade sig forlede til at gøre det, som de ikke kan gøre med god samvittighed. En vanskelighed er det imidlertid, at det ofte kan være svært at sondre mellem disse to grupper. Ofte hævdes det, at det kærligste må være i vid udstrækning at give afkald på sin frihed for andres skyld. Faren er imidlertid, at man derved kan bibringe mennesker den opfattelse, at ret kristen vandel er identisk med en bestemt, eventuelt fra gammeldags pietistiske kredse nedarvet livsstil. De, der kommer fra andre kredse, vil ofte med rette slet ikke forstå, at kristendom nødvendigt skulle kræve netop disse former. De frastødes af en etisk tradition, der er dem fremmed og forekommer dem uvæsentlig, tilfældig, blot historisk betinget eller milieubestemt. Ægte kristen næstekærlighed og iver for at yde mennesker kristelig hjælp kan derfor undertiden kræve klar protest mod visse livsformer, hvis de skal gælde som kristeligt almengyldige. Og dog ophæver dette ikke kravet om nænsom forståelse for »de svage» brødre. Når man hævder, at ordet om »ikke at skikke sig lige med denne verden» (Rom. 12:2) må kræve en forsagende indstilling over for de såkaldte a., må hertil bemærkes: Vist skal en kristens forhold til fornøjelser, 11 nydelsesmidler og hele kulturlivet være præget af, at Kristus er hans herre. Men jo mere vægt der lægges på et Nej til bestemte ting og handlinger som det særligt kristelige, des større er faren for, at man glemmer, at hele den kristnes færd, altså også hans forhold til penge, arbejde, hjemliv, venner, sladder O. S. v., skal være mærket af, at han i Kristus kender Guds vilje. Litt.: O. Scheel, Adiaphora (i Die Religion in Geschichte und Gegenwart 1, 2 ed. Tübingen 1927). De fleste lærebøger i kristelig etik, ret udførligt i Chr. Glarbo, Kristelig etik (Khvn 1921), N. H. Søe, Kristelig etik (3 ed. Khvn 1951) og A. Bliddal, Hvordan skal vi leve? (Khvn 1939, populær, praktisk). Se desuden G. Mayer, Die Lehre vom Erlaubten in der Geschichte der Ethik seit Schleiermacher (Leipzig 1899). N. H.S. ADVENT betyder ankomst (av lat. advenio, ankomma) och är benämningen på den del av kyrkoåret*, som i Västerlandets kyrkor förbereder julfirandet. A. omfattar fyra söndagar, av vilka den första kan infalla mellan den 27 nov. och 3 dec. A:s uppkomst är höljd i dunkel och dess förhistoria ligger långt tillbaka i tiden. Det äldsta skiktet spåras redan på 8300-talet, då Trettondedagen (Epifania) ännu firades som Jesu födelses fest (jfr Jul). I vissa delar av den västerländska kristenheten, Spanien och Gallien, var den även dopdag och inleddes med en förberedelsetid, omfattande 2 à 3 söndagar, analog med den som under fastan föregick dopet vid I Rom vägrade man erkänna Epifania som dopdag, varför man ej iakttog den till festen anknutna förberedelsetiden. Dessutom hade man där vid mitten av 300-talet infört julen såsom Jesu födelses fest. Epifania ställdes alltmer i skymundan och fick ett nytt firningsämne, de vise männens tillbedjan. Dess förberedelsetid överfördes så småningom till julen, ehuru den till en början icke fick någon enhetlig utformning. I Gallien och Spanien byggdes den upp med fastetiden* som förebild, varför den kom att omfatta ända upp till sex söndagar. Biskopen av Tours föreskrev omkr. 480 fasta på måndagar, onsdagar och fredagar fr. o. m. 12 <-