| AFLØSNING at omfatte de af Gud i hans rettfærdighed pålagte straffe, og da a. blev knyttet til en pengegave, der i forhold til den enkeltes evner blev givet til kirkens voksende kulturelle og karitative opgaver, den såkaldte »Almisse-a.», hvorved begyndelsen skete til den senere misbrug af a. som en storstilet indtægtskilde for kirken, hvor den sædelige alvor i form af anger og bodfærdighed ganske forsvandt. Derved blev a. den store forargelse, som reformatorerne skarpt vendte sig imod. Således Luther i de 95 teser 1517, hvor han uden endnu direkte at forkaste a. tager afstand fra den herskende opfattelse både af a. for de levende og for de døde i skærsilden. Bagved ligger tillige en evangelisk afvisning af a. overhovedet. På Tridentinerkonciliet kom det ikke til nogen indgående behandling af a. Man nøjedes med at fastslå dens store velsignelse for kirken og at afskaffe de værste misbrug, bl. a. sammenblandingen af a. og enhver form for pengebetaling. I den kirkelige lovbog, Codex juris canonici, gives nærmere bestemmelser ang a. (Can. 911—936). (Jfr Kanoniska rätten.) Litt.: Nikolaus Paulus, Geschichte des Ablasses im Mittelalter (Paderborn 1923); L. Kogler, Bussakrament und Ablass (Linz 1931); J. Lortz, Die Reformation in Deutschland 1 (Freiburg im Br. 1939, s. 194 ff.); B. Poschmann, Der Ablass im Licht der Bussgeschichte (Bonn 1948); Th. Suhr, Aflad og Jubelaar (Khvn 1950). K.E. SK. AFLØSNING. Ved ordet a. eller absolution (af lat. absolvere, løse, befri, frikende) forstås forskellige ting. 1. I romermessen bruges det om nådestilsigelsen i forbindelse med »Trinbønnens» syndsbekendelse* og forud for hver kommunion. I forbedende, »deprekativ»> form tilsiges her forladelse af de »lettere» synder. I den finske og svenske højmesse finder vi a. som en forbedende nådestilsigelse i forbindelse med syndsbekendelsen i begyndelsen af gudstjenesten. Endvidere bruges a. i tidebønnen forud for hver skriftlæsning i matutinen ligesom i begyndelsen af kompletoriet. 2. Ordet bruges om den akt, i hvilken et menneske løses fra en eller anden kirkelig 19 censurbestemmelse, f. eks. ekskommunikation, interdikt eller suspension. Således i den romerske kirke i den såkaldte »absolutio censurae» (se Codex jur. can., can. 2248—2254). På lignende yis i tidligere tider i den evangeliske kirke, når et menneske, der var i kirkens band, offentligt i kirken blev løst fra dette. (Jfr Band.) 3. Sin egentlige og væsentlige betydning har ordet a. imidlertid i forbindelse med skriftemålet*, hvor det betegner den akt, i hvilken skriftefaderen tilsiger den skriftende syndernes forladelse. Vi undersøger først ordets betydning i den romersk-katolske kirke. »Rituale Romanum» tit. III, cap. II indeholder den fulde ordlyd for a. Den egentlige, sakramentale kærne heri lyder således: »Ego te absolvo in nomine patris et filii et spiritus sancti» (Jeg løser dig [fra dine synder] i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn). Hvorledes skal nu a. opfattes? Tridentinerkonciliet (Sessio XIV, cap. 6, Denz. 902) siger udtrykkeligt, at skønt a. ved præsten er forvaltningen af »en fremmed velgerning», må den dog ikke opfattes blot som evangelieforkyndelse eller som en erklæring om, at synden er tilgivet, men den er at forstå som en reel domsafsigelse, i hvilken syndsforladelsen »indikative» og »effective» finder sted. Formelen: »Jeg 1¢øser dig etc.» må opfattes ganske parallelt til døbeordet: »Jeg døber dig etc.». Hermed røres ved et problem af stor rækkevidde, thi det er utvivlsomt, at denne opfattelse først kendes fra det 11. århundrede. På Thomas af Aquinos tid diskuterede man endnu, om a. var indikativisk, deklarativ el. deprekativ, d. v. s. om a. skulde forstås som præstens direkte og effektivt virkende tilsigelse, eller om præstens ord var en erklæring om, at Gud havde tilgivet synden, eller om præstens ord var en bøn til Gud om at tilgive den skriftende synden. Thomas tog parti for den første förståelse, som har dogmatisk bindende gyldighed i dag. Men oprindeligt er det ikke, thi den gamle kirke har næppe kendt en sådan præstelig syndstilgivelse, der alene tilkom Gud. Augustin anvender lignelsesvis Lasa- 20