1908); J. Gummerus, Michael Agricola, Der Reformator Finnlands (Helsingfors 1941); J. Gummerus, Mikael Agricolan rukouskirja ja sen lähteet 1—2 (Helsingfors 1941—1947). I. S. ALBANIEN, se Balkanländerna. ALEXANDRIA (patriarkatet). Kristendommen er formodentlig kommet til A., Ægyptens hovedstad, i den apostoliske tid. En senere bispeliste lader A.s første biskop være evangelisten Markus. Den første kendte biskop er dog Demetrios (188—231), der autoriserede den såkaldte kateketskole i A. som kirkelig højere læreanstalt. En anden betydelig biskop er Dionysios (d. 265), discipel af Origenes, der i kamp med sabellianismen (jfr Kristologi) lærte, at Kristus var Faderens »skabning», men måtte bøje sig for Dionysius af Roms afvisning af denne formulering. A.s biskop synes altid at have, været den ubestridte leder af kirken i Ægypten. Ved synoden i Nikæa 325 lægges desuden Libyen og Kyrene ind under hans myndighed. Her lagdes grunden til A.s patriarkat, der i konkurrence med de andre patriarkater i Antiokia*, Rom og Konstantinopel* søgte at udvide sit herredømme over stedse større dele af kirken i romerriget. Da Arios, der var presbyter i A., havde fremsat sin lære om, at Kristus var af et helt andet væsen end Faderen, nedlagde hans biskop Alexander (312—328) indsigelse og afsatte Arios. Da kampen fortsatte og udvidede sig til hele romerriget, sammenkaldte Konstantin den store synoden i Nikæa 325, der vedtog dogmet om Kristi guddom i skarp modsætning til arianismen*. I den følgende kamp mod denne udøvede Athanasios* (biskop 328—373) den største indflydelse og førte Nikæa-afgørelsen, nu udvidet med Helligåndens guddommelighed, til sejr. Ægypten blev det sted, hvor munkevæsenet først opstod og blomstrede. Da nogle munke fra de nitriske bjerge, hvis klostre ærede Origenes som deres åndelige fader, var flygtet for patriarken Theofilos’ (385—412) vrede og havde søgt tilflugt hos Chrysostomos*, Konstantinopels patriark, opstod der en strid mellem de to patriarkater, der endte med Chrysostomos’ landflygtighed og død. Theofilos’ brodersøn 41 ALEXANDRIA og efterfølger Kyrillos (412—444) opnåede ligeledes en sejr over patriarken i Konstantinopel, Nestorios, der forkastede at betegne Jomfru Maria som »Guds Moder». Skønt striden sluttede med en kompromisformel, blev Nestorios afsat, mens Kyrillos kunne vende tilbage til sit patriarkat. Hans efterfølger Dioskuros tabte derimod i kampen om monofysitismen mod Flavianos i Konstantinopel, idet han blev afsat ved s ynoden i Kalkedon 451, mens man ligeledes her enedes om en kompromisformel angående forholdet mellem Kristi to naturer. Her fastslås også Konstantinopels forrang fremfor de øvrige østlige patriarkater. Modsætningen mellem rigskirkens fastholden af Kalkedonbestemmelserne og den ægyptiske monofysitisme, og den nationale spænding mellem det græske styre og den nationalt vågne koptiske befolkning førte til opløsning både politisk og kirkeligt. 640 erobrede kalifen O mar Ægypten, og snart blev Islam landets herskende religion. Se også Monofysitiske kirker. Litt.: &. Michailides, Geschichte, Verfassung und Statistik des Patriarchats von Alexandrien (i Ekklesia, hrsg. v. Siegmund Schultze, Bd 10, Lieferung 46, Leipzig 1941, s. 71—79); G. Bardy, Pour l'histoire de l'école d'A. (i Vivre et penser, 50, 1942, s. 80 ff.); J. Simon, Histoire de V'ecole d'Alexandrie (Paris 1945); Artikeln »Allessandria d'Egitto» (i Enciclopedia cattolica 1, 1948, 756 ff.). Johannes Munck Senare historia. Efter Omars erövring av Egypten år 640 började för landet en nedgångsperiod, som drabbade även den ortodoxa kyrkan. År 1517 erövrades Egypten av turkarna. Till följd av svåra politiska förhållanden under turkväldet togo de utnämnda patriarkerna av Alexandria från 1700-talet icke sitt säte i Alexandria utan residerade i Konstantinopel ofta i starkt beroende av dess patriark. Genom Muhammed Ali, ståthållare i Egypten 1806—1849, förbättrades emellertid kyrkans ställning och 1846 blev patriarkatet i Alexandria åter självständigt. Dess jurisdiktion är numera utsträckt över alla anhängare av den av Konstantinopel erkända grekisk-ortodoxa kyrkan i Afrika. I det ekumeniska mötet i Stockholm 1925 42