ALEXANDRINSK TEOLOGI deltog också patriarken Fotios av Alexandria. Även den koptiska kyrkan har en patriark av Alexandria. Sedan 1000-talet residerar dock denne i Kairo. Han innehar den andliga överhögheten över de 14 koptiska biskopsdömena i Egypten med c:a 850.000 anhängare samt också över den koptiska kyrkan i Jerusalem och i Etiopien. Litt.: D. Attwater, The catholic eastern churches (London 1935); M. Seraphim, Die Ostkirche (Stuttgart 1950). E. S. ALEXANDRINSK TEOLOGI. Alexandria grundlagdes af Alexander den store og var i romersk tid rigets næststørste by med en græsk og en næsten lige så stor jødisk befolkning. Her oversattes det G. T. til græsk, og der opstod en hellenistisk-jødisk litt., hvis første navn er Filon*, der bl.a. ved hjælp af allegorisk bibeltolkning* fremstiller den gammeltestamentlige religion som den højeste filosofi. I fortsættelse af disse jødiske bestræbelser træder kristendommen netop i Alexandria tidligt i forbindelse med den græske filosofi, og allerede nogle af de såkaldte gnostiske sektstiftere, f. eks. Valentinos, har først virket i Alexandria og har søgt at fremstille kristendommen {i tidens dannede og filosofiske sprog. Den såkaldte kateketskole i Alexandria er oprindelig en virksomhed, der opretholdes af vandrelærere, først Pantainos, derefter hans eley Klemens, der ejer tidens højeste dannelse, men ligesom Filon ikke er nogen systematisk begavelse. Derfor er det mere på det etiske og psykologiske område, at han udøver indflydelse på den senere græske teologi, mens han i filosofisk og dogmatisk henseende er for uafklaret til at præge andre. Hans hovedværker er dels en trilogi, hvoraf vi har de to første dele: »Protreptikos», der henvender sig til hedningerne for at tilskynde dem til at omvende sig til Logos (Kristus), og »Paidagogos», der er et første forsøg på en kristelig etik, stærkt præget af stoisk morallære. Trilogiens tredje del, »Didaskalos», der skulle give den dogmatiske belæring, er næppe blevet skrevet. Derimod har Klemens skrevet et stort ufuldendt værk »Stroma- 43 teis», hvor han i tidens sofistiske stil behandler en række aktuelle kristelige emner, både dogmatiske og etiske. Origenes (185—254), Klemens’ elev, den største inden for alexandrinsk teologi, begynder ganske ung at undervise og får af biskop Demetrios overdraget at lede kateketskolen som kirkens officielle højere læreanstalt. Han søgte undervisning hos stifteren af den nyplatoniske skole, A m m onios Sakkas, og gik både i sin undervisning og sine skrifter ud fra, at filosofien var nødvendig for den rette formulering af den kristne tro. På talrige rejser drev han studier eller lærte og prækede, men da han 230 på en af disse blev ordineret til presbyter af en palæstinensisk biskop, afsatte Demetrios ham fra ledelsen af kateketskolen og bandlyste ham. Han fortsatte da sin skolevirksomhed i det palæstinensiske Kæsarea. Til sidst blev han, der allerede som ung havde søgt martyriet, fængslet og pint under den deciske forfølgelse og døde af mishandlingerne. Den senere fordømmelse af Origenes har bevirket, at store dele af hans værker er blevet tilintetgjort, en del er kun bevaret i latinske oversættelser, hvor man har ændret så meget, at de kun med kritik kan anvendes som kilder til hans teologi. Inden for bibelfagene er hans største indsats en udgave af det G.T. på hebraisk med fire græske oversættelser som paralleltekster. I hans kommentarer til bibelen og i hans prækner anvender han den allegoriske metode, hvorefter der foruden den bogstavelige betydning af teksten og den etiske anvendelse skjuler sig en åndelig mening, der er den vigtigste. Foruden et apologetisk skrift »Mod Celsus» har Origenes skrevet en fremstilling af den kristne lære »Om grundprincipperne». Forudsætningerne for dette teologiske hovedværk er ikke alene bibelen, men der er tydelig påvirkning fra de gnostiske teologer og den græske filosofi, særlig platonikerne. Hans gudsbegrep er således nærmest som Platons: den fuldkomne personlighed. Også Sønnen er til fra evighed, men født af Faderen og ringere end denne. Ved Sønnen har Faderen skabt Hel- 44