ligånden, der er ringere end Sønnen, og på samme måde har han skabt en oversanselig verden, bestående af ulegemlige fornuftvæsener, delagtige i Guds væsen, men ikke med nødvendighed gode. Ved et fald i denne åndelige verden fjernes ånderne fra Gud, især djævelen og hans ånder. Derefter skabes den synlige verden til lutring af de faldne ånder, de anbringes med englene øverst, menneskene i midten og dæmonerne nederst, og de får et legeme, der svarer til denne plads. Som Sønnen formidlede skabelsen, virker han nu frelsen ved at forbinde sig med det af Jomfru Maria fødte menneske Jesus, hvis sjæl ikke var faldet fra Gud. Kristi gerning er først og fremmest at undervise om Gud og hans vilje og meddele den højere erkendelse. I modsætning til gnostikerne regner Origenes med, at mennesket har en fri vilje, og det kan gennem kærlighed og askese nå til at skue Gud. Frelsesværket skrider frem gennem en række af verdener, hvor sjælene anbringes på stadig nye pladser efter deres fortjeneste, men til sidst genoprettes alle ting, selv djævelen og dæmonerne omvender sig. Det legemlige forsvinder, og Gud bliver alt i alle. Dette teologiske system virkede med til at overvinde gnosticismen* og modstå nyplatonismen både trods og på grund af dets eget slægtskab med disse bevægelser, men dets lære om Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, blev i den følgende tids kristologiske og trinitariske stridigheder udgangspunkt for læresætninger, der forkastedes, og derved blev der kastet et mistænkeligt skær over Origenes’ tankebygning, der til sidst førte til hans fordømmelse som kætter. I de første århundreder efter Origenes var al kristelig teologi mer eller mindre påvirket af hans tanker, og der dannedes blandt hans disciple et origenistisk venstre og højre. Det første nærmede Sønnen til skabningen, mens det andet nærmede ham stærkere til Faderen. Et radikalt standpunkt inden for venstre-origenismen inltog den alexandrinske presbyter Arios, der lærte, at Sønnen var af et helt andet væsen end Faderen, ikke evig, men skabt 45 ALLA HELGONS DAG før verden, der igen var skabt ved ham. Hans store modstander Athanasios* opfattede Arios’ lære som en opgivelse af den kristne monoteisme derved, at Faderen i Sønnen fik en anden gud af lavere art ved sin side. Og var denne fremmed for Faderens væsen, kunne han ikke åbenbare dette. Kun om Gud sely havde forenet sig med mennesket, kunne mennesker frelses fra synd og død og opnå evigt liv. Den sidste store repræsentant for a. er Kyrillos, der i striden om Kristi to naturer lagde hovedvægten på den virkelige enhed mellem det guddommelige og det menneskelige i Kristi person, men han antog, at den guddommelige natur gennemtrængte den menneskelige, ligesom ilden gennemgløder jernet. Her gentages gamle alexandrinske formuleringer i Kyrillos’ >Gud blev menneske, for at vi skulle blive Gud». En konsekvent hævdelse af Kyrillos’ tanker fører over i monofysitismen, der senere bliver den ægyptiske kirkes lære og isolerer den i forhold til den øvrige kirke, indtil den ved muhammedanernes erobring af Ægypten går sin undergang i møde. Se også Arianisme, Monofysitiske kirker. Johannes Munck Litt.: F. Lehmann, Die Katechetenschule zu A. (Leipzig 1896); E. de Faye, Clément d'Alexandrie (2 ed. Paris 1906); Ch. Bigg, The christian platonists of A. (Oxford 1913); J. Patrick, Clement of A. (London 1914); R. B. Tollinton, Clement of Alexandria 1—2 (London 1914); E. de Faye, Origène 1—3 (Paris 1923—28); E. de Faye, Gnostiques et gnosticisme, Études critiques des documents du gnosticisme chrétien (Paris 1925); Hal Koch, Pronoia und Paideusis (Berlin & Leipzig 1932); B. Altaner, Patrologie (Freiburg i. B. 1938, s. 115—925; med rigelig litteratur); E. Molland, The Conception of the gospel in the Alexandrian theology (Oslo 1938); P. T. Camelot, Foi et gnose. Introduction à l'étude de la connaissance mystique chez Clément d'Alexandrie (Paris 1945). Udførlig litteraturfortegn. om Klemens i Enciclopedia cattolica 3 (1949), sp. 1856—57. ALLA HELGONS DAG. Ursprungligen brukade kyrkan högtidlighålla årsdagen av varje martyrs död, men på grund av förföljelserna mot de kristna blev deras antal så stort, att man omöjligen kunde bevisa alla 46