| Teistiske tænkere plejer at sondre mellem Guds a. og hans vilje og virken, således at man hævder, at Gud i sin a. kunne have skabt en uendelig række verdener forskellig fra den, han i frihed, men efter sin visdom, valgte at skabe. Skolastisk filosofi og teologi sondrer her mellem Guds »absolutte» magt (potentia absoluta) og hans »ordnede» magt (ordinata). Man er da uenig om, hvor vidt Gud valgte at skabe den bedst mulige verden (således f.eks. Leibniz), eller han kunne have valgt en fuldkomnere (således f. eks. Suarez). Forsigtigere tænkere (f. eks. J. Ward) nøjes med at hævde, at vel kan vi ikke bevise, at denne verden er den bedst mulige, men vi kan heller ikke modbevise det. Panteisterne derimod (f. eks. Bruno og Spinoza) opfatter Guds a. som den altvirkende kraft, der helt realiserer sin fylde i universet. Her er altså Guds a. og hans villen og virken identiske begreber. Ellers ville vi, siger Bruno, få to guder, en ikke-realiseret, altså mulig, og en realiseret. Deisterne derimod ser nærmest verden som et maskineri, der engang blev sat i gang af Gud og nu fungerer efter sin egen af Gud producerede lovmæssighed, mens Gud selv er tilskuer hertil. Et særligt problem rummer Guds a.s forhold til menneskets frihed. Ofte har man hævdet, at almagtsbegrebet umuliggjorde enhver selvstændighed hos skabningen. Også mennesket ville herefter kun være en marionetdukke i den almægtiges hånd og hele verdensløbet et indtil de mindste detailler forud tilrettelagt skuespil uden egentlig realitet. Andre derimod gør gældende, at det ville være tåbeligt at hævde, at den almægtige ikke skulle kunne skabe væsener, der var relativt selvstændige over for ham, og som derfor i frihed kunne vælge at adlyde ham eller det modsatte. I sammenhæng hermed står spørgsmålet om Guds a.s forhold til det onde i verden, specielt i menneskeverdenen. Ofte søger man at løse dette problem ved en lære om, at Gud, da han valgte at skabe verden og dermed også personlige væsener med relativ selvstændighed, pålagde sig en »selvbe- 53 ALMAGT grænsning». Herved først fik verdensløbet karakter af alvor. Men dette rummede også risiko; det onde blev en mulighed og derefter en virkelighed. Andre, især i nyere tid (f. eks. Stuart Mill, W. James og H. G. Wells), har følt problemet som så vanskeligt, at de har ladet læren om Guds a. falde, idet man synes, at verdens tilstand godtgør, at Gud enten ikke er fuldtud almægtig eller ikke fuldtud kærlig. Man taler da om en algod Guddom med begrænset magt og hævder, at denne form for gudstro kan virke moralsk ansporende, idet vi så kaldes til at hjælpe Gud til sejr. En almægtig Gud ville derimod ikke trænge til vor bistand. Kristen teologi har ofte tumlet med a.s problemer omtrent som filosofien. En række nyere teologer (f. eks. K. Barth) fremhæver imidlertid, at vi kun kender Guds a. ved at erkende den almægtige, og ham kender vi kun i hans åbenbaring. Vi kan altså ikke spekulere os til, hvad a. er, men må se, hvordan den eneste almægtige giver sig til kende. Det givne udgangspunkt er herefter Kristi fornedrelse og specielt hans korsdød (se især 1. Kor. 1: 23—25). Guds a.s fremtræden var ikke en gigantisk magtudfoldelse, men korsets nederlag. Den kristne er imidlertid forvisset om, at dette nederlag er den afgørende sejr, og derfor om, at Gud aldrig kan slås af marken. Kristi opstandelse synes umiddelbart et klarere udtryk for Guds a. (se f. eks. Ef. 1: 19—21). Men heller ikke da trådte a. tydeligt frem. Den opstandne fremtrådte ikke som triumfator, men åbenbarede sig kun for sine venner (theologia crucis), og det har altid været muligt at drage opstandelsens historicitet i tvivl. Og derefter er Guds a.s værk levendegørelsen af dem, der er åndeligt døde, altså menighedens liv og fortsættelse (se Ef. 1:19—2: 10), ikke derimod Kristi triumf over alle fjender eller »det godes» sejr. Denne er endnu forestående, idet den kommer ved Kristi genkomst (se f. eks. 1. Kor. 15: 20—28). Alligevel forkynder menigheden ud fra alt dette Guds sejr over alle fjender, ja Guds suveræne a., der strækker sig endog til det ubetydeligste (se f. eks. Matt. 10: 29—31; 19: 26). 54