nærmere til »to år før jordskælvet», men da dette voldsomme jordskælv, hvorom også Zak. 14:5 indeholder en erindring, ikke er os nærmere bekendt, er dette ikke nogen hjælp for os til at tidsfæste hans optræden. Det er derfor vigtigt, at skriftet selv bekræfter, at baggrunden for A.s forkyndelse er tiden efter Jerobeam IlI.s sejre i Østjordanlandet, hvorved en del af det tidligere tabte land var vundet tilbage (6:13, jfr. 2. Kon. 14:25). Folket så heri et bevis på, at Jahve var med det, og levede i luksus og svir i sorgløs fortrøstning til deres stadige lykke. I modsætning hertil forkynder A., at det vil ende med katastrofe og deportation af folket. Tiden er følgelig omkr. 750 f. Kr., inden Assur for alvor havde vist sin magt i Syrien og Palestina. A.s bog (ialt 9 kap.) er ikke opbygget på nogen gennemskuelig systematisk måde. Kap. 1—2 indeholder først trusler mod Israels naboriger (Damaskus, Filistrene, Tyrus, Edom, Ammon og Moab) for til slut at ende med Juda og Israel. Derefter følger i kap. 3—6 forskellige, overvejende truende profetord; indledningsformelen er enten: Hør dette ord! (3:1; 4:1; 5:1) eller: Ve! (5:18; 6: 1). Israels synder består i de riges luksus og overgreb mod de fattige. Netop fordi folket har haft en præferencestilling ved sin udvælgelse, vil Jahve gå hårdere i rette med dem og ikke lade sig formilde ved deres ofre og fester, som tværtimod vækker afsky hos ham, når de ikke overholder hans etiske krav. Folket kan derfor ikke vente sig en lys fremtid, men må være beredt på deportation hinsides Damaskus. Herved antyder A. straffen gennem Assurs erobring af landet. I kap. 7—9 indskydes i en række af syner, der alle drejer sig om Israels ødelæggelse (7:1—3; 4—6; 7—9; 8:1—3; 9: 1—4), en prosaberetning (7:10—17) om A.s sammenstød med overpræsten Amasja i Bethel. Denne havde indberettet A.s virksomhed for kong Jerobeam og skildret den som statsfarlig, hvorpå A. udvistes af Nordriget. I kap. 8 er anbragt en tale (8: 1—14), som både ved indledningsformelen: Hør! og ved sit indhold er beslægtet med domstalerne i kap. 3—6. Efter det 5. syn i kap. 9 77 AMOS følger en doxologi (9:5—6), hvortil føjes en fornyet trusel mod Israel, men herefter slår tonen om og bogen slutter (9: 11—15) med en lykkeprofeti, som både gælder genrejsning af »Davids faldne hytte» og overstrømmende frugtbarhed i landet. Mens man tidligere undersøgte bogens komposition ud fra den forudsætning, at den kunde være nedskrevet eller eventuelt dikteret af A. til discipelkredsen, og at spring i tankegang, skiftende versemål o. l. var tegn på senere litterære indskud og tilføjelser, opfatter flere i nyeste tid bogen som en samling af profetord, der har gået under A.s navn og en tid været mundtlig overleveret i discipelkredsen inden nedskrivningen. Herefter bliver det betydelig vanskeligere at afgøre, hvad der i egentligste forstand går tilbage til A. selv. Indvendinger mod ægtheden er særlig rejst mod doxologierne (4: 13; 5: 8—9; 9: 5—6), truslerne mod Tyrus og Edom (1:9—10; 11— 12), der er metrisk opbygget anderledes end omgivelserne, samt mod de to stykker, der omhandler Juda (2: 4—5 og 9: 11—15). Hvad disse sidste angår, hævder man, at A. udelukkende tager sigte på Nordriget, og at det fuldstændige omslag i tonen i 9: 11 ff. efter den foregående straffetale, som ikke levnede noget håb, er psykologisk usandsynligt, og endelig at udtrykket »Davids faldne hytte» (9:11) forudsætter det davidiske dynastis fald og røber derved efterexilsk affattelsestid. Heroverfor er det imidlertid berettiget at gøre opmærksom på, at man finder lignende bratte overgange i kulten, så at skemaet ulykke—lykke ikke har været datiden ukendt, hvortil kommer, at tilgivelsen også hører med til Jahves væsen, når folket har udstået straffen. Det afgørende bliver, om 9:11 nødvendigvis forudsætter Sydrigets undergang, eller A. blot forudser, at synden vil drage Sydriget med i ulykken, men at Jahve herefter vil tage det til nåde igen. Som judæer har A. naturligt også været interesseret i sit eget lands skæbne. Det er derfor ikke urimeligt at antage sideblik til Juda i hans forkyndelse. Se også Profet. 78