Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Amos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nærmere til »to år før jordskælvet», men
da dette voldsomme jordskælv, hvorom også
Zak. 14:5 indeholder en erindring, ikke er
os nærmere bekendt, er dette ikke nogen
hjælp for os til at tidsfæste hans
optræden. Det er derfor vigtigt, at skriftet
selv bekræfter, at baggrunden for A.s
forkyndelse er tiden efter Jerobeam IlI.s sejre
i Østjordanlandet, hvorved en del af det
tidligere tabte land var vundet tilbage
(6:13, jfr. 2. Kon. 14:25). Folket så heri
et bevis på, at Jahve var med det, og levede
i luksus og svir i sorgløs fortrøstning til
deres stadige lykke. I modsætning hertil
forkynder A., at det vil ende med katastrofe
og deportation af folket. Tiden er følgelig
omkr. 750 f. Kr., inden Assur for alvor
havde vist sin magt i Syrien og Palestina.
A.s bog (ialt 9 kap.) er ikke opbygget
på nogen gennemskuelig systematisk måde.
Kap. 1—2 indeholder først trusler mod
Israels naboriger (Damaskus, Filistrene,
Tyrus, Edom, Ammon og Moab) for til slut at
ende med Juda og Israel. Derefter følger i
kap. 3—6 forskellige, overvejende truende
profetord; indledningsformelen er enten:
Hør dette ord! (3:1; 4:1; 5:1) eller: Ve!
(5:18; 6: 1). Israels synder består i de riges
luksus og overgreb mod de fattige. Netop
fordi folket har haft en præferencestilling
ved sin udvælgelse, vil Jahve gå hårdere i
rette med dem og ikke lade sig formilde ved
deres ofre og fester, som tværtimod vækker
afsky hos ham, når de ikke overholder hans
etiske krav. Folket kan derfor ikke vente
sig en lys fremtid, men må være beredt på
deportation hinsides Damaskus. Herved
antyder A. straffen gennem Assurs erobring af
landet. I kap. 7—9 indskydes i en række af
syner, der alle drejer sig om Israels
ødelæggelse (7:1—3; 4—6; 7—9; 8:1—3; 9:
1—4), en prosaberetning (7:10—17) om
A.s sammenstød med overpræsten Amasja
i Bethel. Denne havde indberettet A.s
virksomhed for kong Jerobeam og skildret den
som statsfarlig, hvorpå A. udvistes af
Nordriget. I kap. 8 er anbragt en tale (8: 1—14),
som både ved indledningsformelen: Hør!
og ved sit indhold er beslægtet med
domstalerne i kap. 3—6. Efter det 5. syn i kap. 9
77
AMOS
følger en doxologi (9:5—6), hvortil føjes
en fornyet trusel mod Israel, men herefter
slår tonen om og bogen slutter (9: 11—15)
med en lykkeprofeti, som både gælder
genrejsning af »Davids faldne hytte» og
overstrømmende frugtbarhed i landet.
Mens man tidligere undersøgte bogens
komposition ud fra den forudsætning, at
den kunde være nedskrevet eller eventuelt
dikteret af A. til discipelkredsen, og at
spring i tankegang, skiftende versemål o. l.
var tegn på senere litterære indskud og
tilføjelser, opfatter flere i nyeste tid bogen
som en samling af profetord, der har gået
under A.s navn og en tid været mundtlig
overleveret i discipelkredsen inden
nedskrivningen. Herefter bliver det betydelig
vanskeligere at afgøre, hvad der i
egentligste forstand går tilbage til A. selv.
Indvendinger mod ægtheden er særlig rejst mod
doxologierne (4: 13; 5: 8—9; 9: 5—6),
truslerne mod Tyrus og Edom (1:9—10; 11—
12), der er metrisk opbygget anderledes
end omgivelserne, samt mod de to stykker,
der omhandler Juda (2: 4—5 og 9: 11—15).
Hvad disse sidste angår, hævder man, at A.
udelukkende tager sigte på Nordriget, og at
det fuldstændige omslag i tonen i 9: 11 ff.
efter den foregående straffetale, som ikke
levnede noget håb, er psykologisk
usandsynligt, og endelig at udtrykket »Davids
faldne hytte» (9:11) forudsætter det
davidiske dynastis fald og røber derved
efterexilsk affattelsestid. Heroverfor er det
imidlertid berettiget at gøre opmærksom på, at
man finder lignende bratte overgange i
kulten, så at skemaet ulykke—lykke ikke har
været datiden ukendt, hvortil kommer, at
tilgivelsen også hører med til Jahves
væsen, når folket har udstået straffen. Det
afgørende bliver, om 9:11 nødvendigvis
forudsætter Sydrigets undergang, eller A.
blot forudser, at synden vil drage Sydriget
med i ulykken, men at Jahve herefter vil
tage det til nåde igen. Som judæer har A.
naturligt også været interesseret i sit eget
lands skæbne. Det er derfor ikke urimeligt
at antage sideblik til Juda i hans
forkyndelse.
Se også Profet.
78
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:42:20 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/1/0049.html