ANSGAR og navnlig Rimberts, A.s discipels og efterfølgers »Levnedstegning af A.». Rimberts mål er at skildre A. som den hellige mand, der døde som martyr, og hans værk er bygget op efter den almindelige hagiografiske skabelon. Det indeholder en mængde historiske oplysninger, som sikkert i det store og hele er troværdige, men overfor dets karakteristik og vurdering er der al grund til forbehold. Hvad Rimbert skildrer er først og fremmest sit og samtidens idealbillede af en martyrmodig missionsbiskop. A. er født i Picardiet rimeligvis 801. Allerede 3 år gammel bley han overgivet til klosteret Corbie. 822 overflyttedes han til Ny-Corvey ved Weserfloden. Her blev han scholasticus, leder af klosterskolen. 826 henvendte den danske konge Harald Klak sig til kejseren om hjælp mod hjemlige modstandere. Fra kejserens side forlangtes det, at kong Harald lod sig døbe, og A. og Autbert, en anden munk fra Ny-Corvey, blev sendt med ham som huspræster. Initiativet var her udgået fra kejseren, men man søgte og fik pavens, Eugenius II.s stadfæstelse, idet A. fik del i den legation for Norden, som var overdraget ærkebiskop Ebo af Reims. Det ny missionsforetagende var iøvrigt ganske mislykket. Harald blev fordrevet fra Danmark og blev i stedet kejserens lensmand i Rüstringen. A. nåede således ikke længere end til Slesvig og måtte hurtigt gøre kong Harald følge. På denne tid kom der til kejseren sendebud fra den svenske handelsplads Birka med anmodning om at sende missionærer. A. påtog sig straks sammen med munken Witmar den farefulde færd. På rejsen blev de to munke udplyndret af vikinger og først efter store strabadser nåede de virkelig frem til Birka. Her blev de vel modtaget, prædikede først for kristne fanger, siden for andre. Høvdingen Hergeir lod sig døbe og byggede kirke på sin grund. For første gang er der på nordisk grund tale om et virkeligt missionsarbejde. Efter 1 1/2 år vendte missionærerne tilbage til kejseren. Denne oprettede nu et missionsærkesæde i Hamburg med A. som 111 ærkebiskop. Pave Gregor IV gav sit samtykke og sendte A. palliet, idet han dog fastholdt Ebos plads i den nordiske mission. Denne og A. henvistes således til samarbejde, og dette synes ikke at have voldt vanskeligheder. Ærkesædets grundlæggelse var en begivenhed. Ganske vist hørte der til det nye stift kun 4 kirker, og økonomisk stod sagen på meget svage fødder. Det vigtige var imidlertid, at der nu var skabt faste rammer for missionen, og at denne som støttepunkt havde et selvstændigt bispesæde. De første år i Hamburg blev i øvrigt for A. yderst trange. Missionen i Danmark lå helt stille, og vikingerne plyndrede overalt. 845 brændte således kong Haarek hele Hamburg af; kun med nød og næppe lykkedes det A. at flygte bort med kirkens relikvier. 847 blev ærkesædet ligefrem ophævet, for dog året efter at blive genoprettet, idet det blev slået sammen med Bremen og A. blev ærkebiskop. Først efter oprettelsen af ærkesædet Hamburg-Bremen begyndte den egentlige mission i Danmark. A. optrådte som den typiske middelalderbisp, på een gang som verdslig og gejstlig stormand. Der byggedes kirke og ansattes præst, først i Slesvig, siden i Ribe. A. foretog også en ny rejse til Sverige, hvor den oprindelige menighed synes at være gået til grunde. Han opnåede prædikefrihed, opførelse af en kirke og dannelse af en ny menighed. Ebo og A. havde sammen bygget den nordiske mission op. Efter lange og trange år var den unge plante begyndt at vokse. På sine gamle dage var A. optaget af at sikre værket, ikke mindst mod angreb fra ærkesædet i Köln, der vilde hævde sin overhøjhed over Bremen. Derfor samlede A. i en bog alle missionens pavelige privilegier og sendte den til alle tyske biskopper med anmodning om forbøn og støtte. Resultatet af hans virke var, målt i tal, beskedent: 3—4 kirker og en række enkeltomvendelser. Begyndelsen var imidlertid gjort. Væksten hørte endnu fremtiden til. Legenden tegner A. som den fromme, indadvendte munk, helt optaget af gråd 112