funn» (fromme.oder Glaubensgemeinschaft), er det bare for å finne et egnet systematisk utgangspunkt for vesensbestemmelsen. Noe filosofisk sannhetsbevis eller noe egentlig forsvar tilsiktes ikke. Men disiplinens relning utad beholdes. Hos v. Frank bortfaller både denne og navnet a. I stedet stilles opp et »System der christlichen Gewissheit» (1870—84) som helt er orientert innad mot troens egen visshet. Skal a. unngå å komme slik i forfall, synes det både historisk og systematisk rimelig å bygge den på troen under synspunkt av kjempende tro som alltid på ny mä begrunne sin visshet overfor en tenkende virkelighetsorientering og i det stadige møte med motsigelse og tvil. Hvor motsigelsene stammer fra, er prinsipielt likegyldig. Det som teller, er om troen står seg mot dem. Det viser seg da også at flertallet av teologer godtar en grensedisiplin hvor troen samtidig er utgangspunkt og problem og stiller seg til regnskap for fornuftens og kulturens domstol. Om arten og avgrensningen av en slik disiplin og det rette navn på den er enigheten riktignok mindre. Foruten den ofte og skarpt kritiserte betegnelsen a. kan man finne slike som fundamentalteologi, prinsipplære, kristelig religionsfilosofi etc. — navn som gir mer eller mindre klar beskjed om hvorledes disiplinen oppfattes. Stoffet kan også fordeles på en mer filosofisk og en mer dogmatisk disiplin. Forskjellig fra a. er den teologiske polemikk, også oppfattet som irenikk og ekumenikk, som behandler forholdet til avvikende læretyper og kirkesamfunn innenfor kristendommen selv og er det systematiske motstykke til symbolikk eller konfesjonskunnskap. Litt.: 1. Historisk: G. H. van Senden, Geschichte der Apologetik (Stuttgart 1846); O. Zöckler, Geschichte der Apologie des Christentums (Gütersloh 1907). 2. Terminologi og metode: G. V. Lechler, Ueber den Begriff der Apologetik (Theol. Stud. u. Krit. 1839 s. 595—662); C. E. Johansson, Om apologetikens begrepp (Uppsala 1884); A. W. Hunzinger, Zur apologetischen Aufgabe der evangelischen Kirche in der Gegenwart (Leipzig 1907, jfr Zeitschrift f. Theol. u. Kirche 1907 s. 423—435 og 1908 s. 39—46). Forøvrig encyklopedier. 3. Samlet fremstilling: P. E. Mül- 153 APOSTEL ler, Kristelig apologetik (Khvn 1810); K. H. Sack, Christliche Apologetik (Hamburg 1829, 2 ed. Hamburg 1841); J. S. v. Drey, Die Apologetik als wissenschaftliche Nachweisung der Göttlichkeit des Christenthums in seiner Erscheinung 1—2 (Mainz 1838—43, kat.); F. Delitzsch, System der christlichen Apologetik (Leipzig 1869); A. B. Bruce, Apologetics; or christianity defensively stated (3 ed. Edinburgh 1892); Religion, Christentum, Kirche 1—3 ed. G. Esser og J. Mausbach (5 ed. München 1923); W. M. Smith, Therefore, stand; a plea for a vigorous apologetic in the present crisis of evangelical christianity (Boston 1945); A. Richardson, Christian apologetics (London 1948). 4. Praktisk teologisk: R. Wielandt, Praktische Apologetik (2 ed. Göttingen 1922). 5. Særskilte emner: W. Künneth, Naturwissenschaft und Glaube (Stuttgart 1930, god); J. H. Morrison, Christian faith and the science of today (London 1936, moderne, interessant); E. Brunner, Offenbarung und Vernunft (Zürich 1941); K. Heim, Der evangelische Glaube und das Denken der Gegenwart 4: Der christliche Gottesglaube und die Naturwissenschaft (Tübingen 1949, original); H. A. Hodges, Christianity and the modern world view (London 1949, kort, leseverdig); L. Johannesson, 40-talet och idéerna (Sthm 1949). 6. Populære arbeider: E. Geismar, Til angreb og forsvar (Khvyn 1919); A. C. Headlam, What it means to be a Christian (London 1933); J. Baillie, Invitation to pilgrimage (3 ed. London 1942); T. Bohlin, Kristen front (Sthm 1947); O. Valen-Sendstad, Fra troens slagmark (Bergen 1950). J. B. H. APOLOGIEN, se Augsburgska bekännelsen. APOSTEL, et græsk ord, der betyder udsending, bruges foruden i denne grundbetydning i det Ny Testamente og af kirken om personer, der har fået et særligt kald og en særlig opgave. I reglen går man ved behandlingen af begrebet a. ud fra de jødiske a., der sendtes fra den øverste jødiske myndighed for at inspicere og samle afgifter. Det kristne apostolat er så stiftet af Jesus ved udvælgelsen af de 12 a. Efter Jesu opstandelse findes ved siden af disse en videre kreds af a., der er kaldede af den opstandne for at udbrede evangeliet. Den bedst kendte af disse er Paulus, der fik vanskeligheder med at blive anerkendt som a. på lige fod med de 12. Senere anvendes a. alene om de 12 og Paulus, mens den videre betydning af ordet forsvinder. Dette almindeligt antagne 154