deres navne. I tiden efter opstandelsen er det kun nogle enkelte, der er nævnt i Apostlenes gerninger. Men de 12 fik ved afslutningen af den apostoliske tid en ny og varig betydning ved samlingen af den palæstinensiske jødekristne menigheds traditioner i evangelierne. 4. I den efterapostoliske tid sker den videre udvikling. Mens Apostlenes gerninger endnu anvender den nye betydning af a. om de i enestående forstand kaldede på det fastboende kollegium i Jerusalem, opfattes disse i den følgende tid mere og mere som a. af samme karakter som Paulus og derfor som omrejsende missionærer. Det er hedningekirken, der nu overtager de jødekristne iraditioner fra Palæstina og dermed de 12 Jesusdisciple, der trofast havde forvaltet den palæstinensiske kirke og dens mission i jødernes diaspora i orienten. Ved denne overtagelse gennemgår de en afgørende forvandling, idet de omskabes til hedningeapostle af samme art som Paulus. Den opstandne har ikke befalet dem at blive i Jerusalem (Apostl. gern. 1:4), men har sendt dem ud i den vide verden og har befalet dem at gøre alle hedningerne til hans disciple (Matt. 28: 18—19). Det er de 12, der har grundlagt hedningekirken (Efes. 2: 20; 3:5; 4: 11 og Johs. åb. 21:14). I den apokryfe litteratur udarbejdes disse motiver derpå i enkeltheder, så de 12 mere og mere kommer til at ligne Paulus. De deler verden mellem sig og drager ud hver til sit område, de lider møje og besvær, de gennemgår trængsler og bliver martyrer. På denne måde har Paulus’ a.- begreb sejret og har præget al senere tale om a., men selv kom han ganske vist til at stå i skygge, da hans a.-begreb forenedes med tolvtallet af Jesusdisciple, hvortil han ikke hørte. Som en efterklang af det paulinske a.-begreb tales der inden for den senere kirke f.eks. om Ansgar som Nordens a. Johannes Munck Litt.: G. Sass, Apostelamt und Kirche (München 1939); A. Fridrichsen, The apostle and his message (i Uppsala Univ. Årsskrift 1947); H. von Campenhausen, Der urchristliche Apostelbegriff, (Studia theologica I, 1947, s. 96 ff.); J. Munck, 157 APOSTLENES GJERNINGER Paulus’ Apostolat og Apostelbegrebet i det Ny Testamente (Dansk teol. tidsskr. 1948, s. 141 ff.); H. Mosbech, Apostolos in the New Testament, (Studia theologica II, 1948, s. 166 ff.); J. Munck, Israel and the Gentiles in the New Testament, (The journal of theol. studies, 1951, s. 3 ff.). Om den senere brug se L.-M. Dewailly, Notes sur l’histoire de l'adjectif apostolique (Mélanges de science religieuse, vol. 5, Lille 1948, s. 141 ff.). APOSTLENES GJERNINGER. 1. Apostlenes gjerninger i N.T. A., den andre del av dobbeltverket »til Theophilus», er i N. T. skilt fra Lukasevangeliet.* A. hører i kanon sammen med brevene som den andre delen av N.T., skrifter av og om apostlene, ikke sammen med det firfoldige evangelium. I eldre tid ble A. ofte stilt sammen med de katolske brev. Sin titel har boken antagelig fått som ledd i kanon. Fra tiden før ca. 180, da A. fikk en fast plass i N. T., har vi bare få og usikre vitnesbyrd om at boken har vært lest og kjent. De delvis betydelige varianter og tilføyelser i tekstoverleveringen viser at på 100-tallet har avskriverne følt seg mindre bundet til ordlyden i A. enn i evangeliene og brevene. Muntlig overlevering og gjenfortelling har gått ved siden av avskrivningen og delvis virket inn på teksten. 2. Innhold. A. begynner med den Oppstandnes avskjedsåpenbaring og himmelfart, skildrer så den første menighet i Jerusalem, særlig Peters* virke (1—5) og videre hvordan forfølgelse fører til at evangeliet bringes ut over Judeas og jødedommens grenser (6—12). Verkets senere del handler om Paulus’* misjonsreiser, hans siste reise til Jerusalem, fangenskap og ankomst til Rom (13—28). Rammen for denne siste delen av A. er en temmelig nøyaktig angivelse av Paulus’ reiserute og de byer han besøkte. Delvis er reisene skildret i »vi»-form av en ledsager (16: 10—17; 20:5—15; 21:1—18; 27: 1—28: 6). Særlig skildringen av de begivenheter som førte til arrestasjonen og av prosessens forløp danner en sammenhengende, fast komponert beretning. I bokens første del som er løsere komponert, dannes rammen av sammenfattende skildringer av livet i den eldste kirke (1:14; 2:43 47; 4:32—35; 5: 12—16, 42; 9:31). Noe fastere sammenknyttet, et eget tradisjons- 158