ARKÆOLOGI går dem; til eksempel kan nævnes, at det nye folks opfindelse af vandtætte cisterner, der tillod dem at bo overalt, hvor der var regn, og ikke blot ved de stedserindende vandløb, har givet dem et plus overfor Kanaanæerne. Om det andet folk (Filistrene), som trængte ind i Palæstina kort efter Israel og slog sig ned i kystlandet, kan udgravningerne ligeledes bringe vigtige oplysninger. Man kan se, hvor deres hovedbyer har ligget, og følge deres ekspansion på Israels bekostning. Det fremgåer bl. a. af en bestemt keramik, som man ligefrem kalder den filistæiske, fordi den er dominerende i Filistæa selv og dernæst i de egne, hvor deres indflydelse har gjort sig gældende. De valgte eksempler vil være tilstrækkelige til at vise den bibelske a.s metode og betydning. De fremtidige fremstillinger af den bibelske tids historie må i stedse stigende grad være baseret på et studium af det arkæologiske materiale ved siden af de overleverede tekster. Litt.: P. Volz, Die biblischen Altertümer (Kalw & Stuttgart 1914); J. Benzinger, Hebr. Archäologie (3 ed. Leipzig 1927); E. Stave, Israel i helg och söcken I—II (2 ed. Uppsala—Sthm 1928); G. Contenau, Manuel d'archéologie orientale, I—IV (Paris 1927—47); G. Dalman, Arbeit u. Sitte in Palästina, I—VI (Gütersloh 1928— 39); C. Watzinger, Denkmäler Palästinas, I—II (Leipzig 1933—35); G. Childe, New light on the most ancient East (2 ed. London 1935); E. Andrae og C. Watzinger, Afsnittet »Vorderasien» i Handbuch der Archäologie, I (München 1939); K. Galling, Bibl. Reallexikon (Tübingen 1937); M. Burrows, What mean these stones (New Haven 1941); Aa. Bentzen, Hverdagsliv og Gudstjeneste (i Haandbog i Kristendomskundskab II, 1943, s. 72—203); W. F. Albright, Archaeology and the religion of Israel (2 ed. Baltimore 1946); W. F. Albright, From the stone age to Christianity (2 ed. Baltimore 1946); The Westminster historical atlas to the Bible ed. by G. E. Wright and F. V. Filson with introduction by Albright (brit. ed. London 1946 og følg. år); C. F. A. Schaeffer, Stratigraphie comparée et chronologie de l'Asie, I (Oxford 1948); H. H. Rowley, From Joseph to Joshua. Biblical traditions in the light of archaeology (The Schweich lectures of the British Academy 1948; Oxford 1950); W. F. Al- 183 bright, The Archaeology of Palestine (i Pelican Books I, 1949). Desuden må henvises til fagtidsskrifterne, se f. eks, fortegnelsen i Albright, From the stone age to Christianity, p. 343 f. E.H. II. Kristelig arkæologi. 1. Kristelig a. er en videnskabsgren, som gennem studiet af mindesmærker og fund, suppleret med en udnyttelse af litterære kilder, søger at forme en underbygget opfattelse af den kristne gudsdyrkelses historiske ydre ramme, således som den fremtræder gennem kultbygninger, liturgisk indretning og udsmykning og menighedens praktiske institutioner. De opnåede resultater må ses i sammenhæng med pågældende perioders samfundsforhold, thi kirkens ydre former er menneskeværk og derfor afhængige af de idémæssige, økonomiske og politiske forudsætninger i samtiden. Længe blev den kristelige a. betragtet som et bifag til teologien, hvilket forklares ved, at den kristelige a. i ældre tid blev præget af de teologiske eller kirkepolitiske synspunkter som forfægtedes af dens dyrkere, der alle på den ene eller anden måde var knyttet til kirken. Faget blev yderligere optaget i præsteseminariernes undervisning som et led i den historiske teologi (m o n umentalteologi). I vor tid dyrkes den kristelige a. dog efter nøjagtigt samme linjer og metode som al anden arkæologisk forskning: modsætningen mellem en »archaeologia sacra» og en »archaeologia profana» er forældet. Af fagets udøvere kræves en alsidig videnskabelig og teknisk-arkæologisk uddannelse med kendskab til en rad hjælpevidenskaber, som den enkelte forsker dog ikke kan beherske alle, men må vide at inddrage på rette tidspunkt i undersøgelsen. Vigtige hjælpevidenskaber er historisk teknologi, kunst- og stilhistorie, epigrafi, numismatik, hagiografi, symbolhistorie, petrologi, religions- kirke- og liturgihistorie. Det har været nærliggende, især for protestantiske kredse, at lade området for den kristelige a. fortsætte sig på langs op gennem tiden, hvorved materialet fra og efter reformationen kunne inddrages i studiet. Men den kristelige a.s grundlæggende og stadig aktuelle arbejdsområde er dog kri- 184