stendommens tilblivelsestiđ og de påfølgende århundreder, som fæstner kirkens magt i samfund og stat. Nyere forskere opfatter derfor kristelig a. som oldkristelig eller gammelkristelig a., der har sin bestemte historiske plads indenfor et tidsafsnit på tværs, begrænset nedad av tiden for urkirken, d. v. s. kristendommens første fremtræden, og opad — henimod årtusindskiftet af den begyndende middelalder. 2. Den kristelige a. tager sin første spæde begyndelse i Rom i anden hælvt af 1500-tallet, reformationens århundrede. Rystelserne ved reformationen bidrog sit til, at katolske lærde søgte at genfremkalde oldkirkens storhed. Lejlighedsvise fund fra kristen tid (vigtigst Catacombe dei Giordani ved via Salaria 1578) vækker interesse i denne atmosfære, og de første, noget famlende, trykte studier begynder at udkomme. I årene 1567—1600 undersøger, opmåler og skitserer Antonio Bosio (»katakombernes Columbus»)i Roms katakomber. Hans forskninger udgives posthumt i værket Roma sotteranea (1632), i hvis titel man sporer det væsentlige emneområde for de kommende årh.s kristelige arkæologiske studier. At der er en voksende interesse for den kristelige a. ses i arbejder om særlige emnegrupper (figurlig gravlamper 1681; maleri og skulptur fra coemeterierne 1734; oldkristelige indskrifter 1734; gravlægning i kristne kultbygninger 1773), og studiet breder sig langsomt i Italien også udenfor romersk område (Syracusa 1717, Milano 1757). Det første specialmuseum for kristne oldsager grundlægges (i Rom 1757 af Benedikt XIV). Sent, først ind på 1800-tallet, kommer den oldkristne basilika for alvor ind i billedet (Valentini, La patriarcale basil. lateran., 1832; Zestermann, Die antiken u. die christl. Basiliken, 1847). Det forøgede overblik muliggør de første forsøg med håndbøger i kristelig a. (i begyndelsen av 1800-tallet). 3. Med G. B. de Rossi (1822—94) som den kristelige a.s egentlige grundlægger tilføres forskningen større saglighed. Arbejdsområdet er dog fortsat i alt væsentligt ro- 185 ARKÆOLOGI mersk, og fagets tilknytning til den katolske kirke måske stærkere end nogensinde. De Rossi overfører titlen fra Bosios Roma sotteranea til sit eget hovedværk (1864 —77). Han grundlægger Bullettino di archeol. crist. (1863—94) og den oldkristne samling i Lateranen. Megen betydning havde de Rossis evne til at skabe respekt om faget og samle begavede elever omkring sig. 4. Den historiske betragtning af Rom som kristenhedens midtpunkt (på gr. af paveinstitutionen og de mange martyrgrave) gør først Roms, dernæst Italiens altopslugende overvægt i den kristelige a.s første århundreder forståelig. Men i længden kan en sådan geografisk begrænsning dog ikke fastholdes, og efterhånden begynder studiet af monumenter fra oldkristelig tid overalt i middelhavslandene. Forskerne frigør sig tillige i nogen grad for den ældre, teologisk litterære betragtningsmäåde. Gennem en mængde spredte enkeltundersøgelser og udgravninger fremskaffes et rigt kildemateriale i og udenfor Rom, offentliggjort i udgravningsberetninger, monografier, seriepublikationer og arkæologiske tidsskrifter (enkelte tidsskrifter og årbøger forbeholdes helt den kristelige a., således Annales d'archéol. chrét., 1844—81; »Kristne Oldtidsmindesmærker» (russisk), grundl. 1864; Revue de l’art chrét., 1857—1914; Röm. Quartalschrift, fra 1881; Nuovo Bull. di archeolcr., 1895—1922; Oriens cristianus, fra 1900; i nyere tid: Rivista di archeol. Crist., fra 1924), endelig udgives også specielle encyklopædier (Smith, Cheetham, Dict. of Christ. Antiquities, 1876—80; Kraus, Realenzycl. d. christl. Alterthümer, 1882—86; Cabrol, Leclerq, Dict. d’archéol. chrét. et de liturgie, 1907 ff.) og flere håndbøger (Pératé, L'archéol. chrét. 1892; V. Schultze, Archäol. d. altchristl. Kunst, 1895; W. Lowrie, Christ. Art a. Archeol., 1901; H. Marucchi, Eléments d’archéol. chrét. 1902, 1905; C. M. Kaufmann, Hdb. d. christl. Archäol., 1913). Kongresser for kristelig a. afholdes (den første 1894 i Split-Salona) og særlige videnskabelige institutter grundlægges. 5. Selv om den kristelige arkæologiske forskning nu var blevet mindre ensidigt 186