ARKÆOLOGI bundet til Rom, var forståelsen for de østlige landes betydning dog endnu ikke vågnet. Kun i Palæstina, kristendommens moderland, havde de arkæologisk-topografiske forhold naturligvis gennem generationer interesseret de derværende munkesamfund, dog uden betydelige resultater. Enkelte pionerer udefra (som de Vogüé, Les églises de la Terre Sainte, 1860, jfr. hans La Syrie centrale, 1865—77) viste den kristelige a.s store muligheder i Østen, men et virkeligt gennembrud sker først, når Joseph Strzygowski (1862—1941) stiller sit berømte spørgsmål »Orient oder Rom» (1901) og ved sin stærke personlighed tvinger arkæologerne til en udvidet horisont. Om end hans talrige afhandlinger ofte må tages med forbehold, har de dog været en enestående kilde til inspiration for den kristelige a. 6. Efter indvielsen af Byzans i 330 og med denne ny kejserstad som centrum, var der opstået en højt udviklet, egenartet civilisation, som en speciel videnskab, b y z a n tinologien, grundlagt af franske lærde på 1600-tallet, beskæftiger sig med. De ældre byzantinske kirkelige forhold og monumenter hører organisk med til den kristelige a.s område. Takket være store forskere som Kondakov, Ch. Diehl, G. Millet, har den kristelige arkæologiske side af denne videnskab haft en frugtbringende opblomstring i den sidste menneskealder, særlig i Italien og på Balkanhalvøen. BI. a. må nævnes, at mange af Grækenlands tidligere ganske ukendte, oldkristne og tidligbyzantinske kirker er blevet fremdragne og publicerede, især ved G. A. Sotiriou og A. Orlandos. Byzantinologien har i høj grad bidraget til at lære dyrkerne af den kristelige a. at fordele interesserne mere ligeligt mellem de gammelkristne østlige og de gammelkristne vestlige landsområder — et naturligt spørgsmål om ligevægt, da den kristne kirke, fra dens oprettelse og i mange århundreder fremefter, formelt udgjorde en enhed, indtil det endelige brud mellem Rom og Byzans fandt sted henimod midten af 1000-tallet. 7. I løbet af den sidste generation er den kristelige a. beriget gennem bestræbelser for at forene monumentundersøgelser med frit- 187 stillet åndshistorisk tolkning: man vil ikke skille form fra indhold. En inciterende forsker tilhørende denne nyskabende retning indenfor den kristelige a. er F. J. Dölger (1879—1940), som med ubestikkelig konsekvens har sat ind på den komparative bearbejdelse af kristent og hedensk materiale. Dölgers indflydelse har været overordentlig stor (især gennem tidsskriftet Antike u. Christentum, udelukkende forbeholdt hans egne afhandlinger). Hans indflydelse ses særligt i Liturgiegesch. Quell. u. Forsch., især fra H. 13 og fremefter, også i det af Dölger og Lietzmann grund., af Th. Klauser red. vigtige Reallexikon für Antike u. Christentum. Omend mere indirekte har også Fr. Cumont haft afgørende indflydelse på tolkningsspørgsmålet. Af nulevende selvstændige forskere kan her kun nævnes et fåtal: A. Alföldi, L. de Bruyne, E. Dyggve, R. Egger, Fr. Gerke, A. Grabar, J. Kollwitz, R. Krautheimer, J. Lassus, P. Lemerle, H. P. L'Orange, Ph. Schweinfurt, E. Baldwin Smith, P. A. Underwood. Den nyeste håndbog i kristelig a. er udgivet av Sotiriou, 1942 på græsk; heri er det østlige materiale for første gang fyldigt bearbejdet. — Kristendommen er oprindeligt selv en mysteriereligion. Derfor må den stilles i forhold til det romerske samfunds religiøse tankegang i alle dens faser, og dette ikke alene gennem en sammenligning med de forskellige idéverdener, men også gennem studium og sammenligning af disses arkæologisk påviselige manifestationer. De resultater, som den kristelige a. når ad disse veje, kan støtte og inspirere den historiske analyse af kristendommens udvikling i de grundlæggende første århundreder, hvor den fra en evangelie- og menighedskristendom, gennem godtagelsen af den kristne martyrdyrkelse, omformes til en magtfuld kirke-kristendom. Litt. (jfr. ovenfor nævnte værker): R. Aigrain, Archéologie chrétienne (Paris [1941]); A. Alföldi, The conversion of Constantine and Pagan Rome (Oxford 1948); M. Armellini (C. Cecchelli), Le Chiese di Roma (Roma 1942); van Berchem, Strzygowski, Amida (Heidelberg 1910); H. W. Beyer, Der syrische Kirchenbau (Berlin 1925); G. Bovini, Sarcofagi paleocristiani (Città del Vaticano 1949); L. Bréhier, L'art byzantin (Paris 188