ASSYRIEN OG BABYLONIEN Kong Hammurabi og solguden Shamash. Øverste del af Hammurabis lovstele. Susa o. 1800 f. Kr. assyrerkongen her folk fra Babel, Kuta o.a., som (jævnsides med at ære Jahve) lavede sig billeder af deres tilvante guddomme, de fra Kuta således af Nergal (2. Kong. 17:24ff.). Profeter ivrer mod sådanne gudeskikkelser, som er fremstillet for penge, ikke svarer når der råbes til dem og ikke kan frelse i nøden (Jes. 46:6 ff); støberen beskæmmes ved sit billede, det er løgn, er uden ånd (Jer. 51:17). Knæfald for Assur og Babel, med besmittelse ved deres »stenguder» i sit følge, ses som utugt (Ezek. 23), et billede der lever videre så sent som i Äbenbaringsbogens »store skøge», på hvis pande står skrevet »Babylon, den store» (Joh. Åb. 17—18). 2. Til sådanne strejflys og til denne vurdering udefra kom, fra 1842, muligheden for at oplyse og værdsætte hine folks historie indefra, ved fund i jorden af deres monumenter og den samtidige tydning af disses indskrifter i kileskrift; og muligheden blev til en imponerende virkelighed: 207 en på det nærmeste 3000-årig historie ligger nu udbredt for blikket. En religionens historie i egentlig forstand er dog ikke resulteret: traditionens magt er et fremtrædende træk; de semitiske akkader, herunder babylonerne, overtog (sammen med andre kulturelementer, som kileskriften) den sumeriske arv, og assyrerne tilsvarende den sumeriskbabylonske. Men visse tidehvervy træder klart frem, med udviklingen drejende i delvis ny retning. 3. Et fællestræk er selve det religiøse, det at denne verdens foreteelser ikke er selvtilstrækkelige, at der over og bag dem er noget andet og større. Den assyriske konge drager i felten tjenende en højere magt, der har ret til og kræver herredømmet over vedkommende territorier og folk; i Babylon er Hammurabis love næsten uden undtagelse »verdslige», men også de er givet kongen af en magt, der står over verden her; og de sumeriske stadsfyrster ser det som en væsentlig opgave at indrette jordiske boliger for disse jordens egentlige herrer. 4. Forholdet til det overjordiske som en organiseret kultus af guder er bevidnet så tidligt som omkr. 3000 f. Kr. ved tempelanlæg i det forhistoriske Uruk (Erech) og andre stæder; skrift synes endnu ukendt; det guddommelige anskues under form af symboler, som det for frugtbarheds-kraften Inanna-Ishtar. I historisk tid anskues magterne i menneskelig skikkelse, med menneskelige fornødenheder, men med egenskaber udover det menneskelige, som den at kunne være nærværende på mere end ét sted samtidigt. Oventil giver de sig til kende i firmamentets foreteelser; skrives deres navne, har disse et kendingstegn foransat, som i sin oprindelse er billedet af en stjerne (dette berettiger til at se dyrkelsen af »himlens hær», bekæmpet af G. T.s profeter, som et babylonsk islæt). 5. Som højgud rager An u op; hans navn skrives som »gud himmel», men som andre højguder er han almindeligvis tilbagetrædende i kultus. Enlil er hos sumererne den øverste herre 208