over land og folk, oprindelig vistnok en atmosfærisk guddom. Han er selvhersker og den ledende blandt dem i gudekredsen, der sender urtids-vandfloden over menneskeheden; den opsluger alle, kun U t a- (eller: Um-)napishtim bliver i live med sine nærmeste og opnår »varigt liv» hos guderne (episoden med udsendelse af fugle genfindes i 1. Mos. 8). Sin (af sumerisk zu.en) er fremtrædende som varsel-giver (månens faser og formørkelser). I en hymne til ham hedder det: Hvem er ophøjet i himlene? Du alene er ophøjet! De mange guder bliver bestående for tanken; i den følelsesbetonede henvendelse kan de træde tilbage for den ene, henvendelsen gælder (se Nabu). Shamash »solen» (sumerisk Ufu) er avlet af Sin (dagen går frem af natten). Han ser alt og er retfærdigheds vogter og lovgiveren. I Gilgam e sh-epos’et (se nedfor) er han den dominerende gudeskikkelse; Gilgamesh’s moder Ninsun anråber fra templets tag om hans beskyttelse for sønnen på dennes eventyr-færd (sml. måske 2. Kong. 23: 11—12). Ishtar (sumerisk [N]inanna »himlens herskerinde») lod sig til syne i morgen- og aftenstjernen (sml. måske Jes. 14: 12). Frugtbarhed og (seksuel) kærlighed er hendes domæne; i hendes helligdom i Uruk florerede tempelprostitution. Moderlig følelse lægger hun for dagen ved gude-opgøret efter vandfloden, hvor hun bebrejder Enlil (se ovfr.) hans ubetænksomhed. Hun elsker Tammuz (sumerisk »vanddybets ægtefødte søn»), den personificerede, som guddom anskuede vegetation. Når denne visner hen for sommerheden, er det T. som må vandre til underverdenen. Myten »Ishtar’s Hadesfærd» beretter om hendes vandring herned for at bringe den elskede tilbage til jorden (som det sker ved vegetationens fremspiren ved forårstide). Tammuz-kulten er en foreteelse, der kan forstås som opstået og levende udenfor den historiske tids teologi, hvis gudeskikkelser imidlertid assimilerede dens karakteristiske træk; T. selv optoges ikke i den, men desto 209 ASSYRIEN OG BABYLONIEN kærere har hans kult været for de brede lag, med dens både ømme og lidenskabelige klage over hans bortgang, og den bredte sig viden om (endog til Jerusalems tempel, ` Ezek. 8: 14). Marduk (kaldet Bel »Herren», begge navne Jer. 50:2) var Babylons bygud; da denne by med Hammurabi (ca. 1700 f. Kr) blev centret i et storrige, var grunden lagt til M.s vækst til dominerende gudeskikkelse. Hans besejring af de kaotiske magter og indretning af den ordnede verden oven- og nedentil er temaet i digtningen Enuma elish (»dengang oventil», begyndelsesordene). Ledende blandt fjenderne var Tiamat, havdybet (teħhom, 1. Mos. 1:2); af hendes døde krop oprejste M. halvdelen som himmel, der dæmmede op for vandene oventil (sml. verdensbilledet i 1. Mos.); af hendes ægtemages blod og en tilføjet benbygning lod han danne mennesket, hvem den tjeneste for guderne pålagdes, som ellers tilkom frafaldne, men nu benådede guder. Enuma elish var rituel tekst ved nytårsfesten i Babylon, ved hvilken urtids-dramaet mindedes og genoplevedes. Blandt de guder, der her forsamledes, var nabobyen Borsippas. Nabu (Nebo, Jes. 46:1) »den proklamerende», gudekredsens talsmand. I en indskrift på en statue af N. læses: »Sæt din lid til Nabu og ikke til nogen anden gud», sml. under Sin. Han trådte i forgrunden under det kaldæiske dynasti ca. 600 f. Kr. med kongenavnene N a b opalassar, Nebukadnezar, Nab onid. Assur var Assyriens nationale guddom, med styrke og krigersk sind som særpræg. På et vist tidspunkt (vel under Babylonfjenden Sankerib, ca. 700 f. Kr.) søgtes den babylonske hovedgud erstattet med A.: i Enuma elish indsattes hans navn i stedet for originalens Marduk. (De omtalte guddomme er blot de betydeligste ud af gudekredsens ca. 3000 navne.) 6. Guddommenes repræsentant overfor mennesker og disses overfor guderne var den sakrale konge. Guderne bor i himlene, men har herudover jordisk bolig i 210