ASTRALRELIGION templer og kapeller, hvis opførelse var en opgave for kongen; deres nærværelse her anskueliggjordes gennem deres billede; det var et billede, men dette kunne let tages for guden selv og det er mod denne grove opfattelse, at profeterne vender sig (sml. ovenfor under 1.). Ejendommelig for en bys hovedtempel er dettes sikkurrat, en højbygning med kapel foroven og trappeanlæg (sml. måske 1. Mos. 28:12), som anskueliggør gudens vandring mellem himmel og jord; i sin oprindelse er sikkurraten en terrasse, opbygget til sikring af helligdommen ved at løfte den op over grunden, vel også til samme guddoms forherligelse. 7. Ved menneskets side stod skytsguder, »hans gud og gudinde». Det påhvilede mennesket at overholde elementære forpligtelser overfor det hellige, familien og ejendomsretten. Ifald disse overtrådtes, trak génierne sig tilbage, og mennesket prisgaves allehånde skadevoldende kræfter og troldpak. Præster kendte både dem og de magiske riter, der kunne besværge dem. Litteraturen om disse er sammen med den om varsler af usædvanligt omfang. 8. Den religiøse litteratur er i almindelighed officiel, rituel, uden større individualitet. Personlighedspræget er, især, det store epos om Gilgamesh og vennen E nkidu. Efter eventyrlige bedrifter dør Enkidu, og det slår Gilgamesh at han kan vente dennes lod. Hvor han henvender sig om udveje til at undgå dødsskæbnen får han negative svar. Dog modtager han ved afskeden med Uta-(Um-)napishtim (se under 3.) som gave trylleurten »Gammel bliver atter ung», men en slange snapper den i et ubevogtet øjeblik. Eposet ender i resignationen. 9. Der er ovenfor flere gange peget på, at babyloner og assyrer også i religionen byggede på sumerisk arv. En skildring i sammenhæng af dette sumeriske substrat kan ikke gives i dette øjeblik, men i de sidste år har denne side af Sumerologien gjort store fremskridt, og muligheden for en sådan i en ikke fjern fremtid er nu til stede. 211 Litt.: Ch. F. Jean, La religion sumérienne (Paris 1931); S. N. Kramer, Sumerian mythology (New Haven 1944); E. Dhorme, Les religions de Babylonie et d'Assyrie (Paris 1945, i Collection Mana). Heri udførlig redegørelse for kileskrift-litteraturen og den videnskabelige behandling af denne. ASTRALRELIGION. Dyrkelsen av himmellegemene har alltid spilt en stor rolle i religionen, större enn kulten av elementene. Himlens makter befinner seg tilstrekkelig langt borte til å gi fantasien fritt spillerom og la seg personifisere. Månen og — trolig noe senere — solen og stjernene gjör seg gjeldende gjennom sin umiddelbare kraftvirkning, sin regelmessige bevegelse og sin innflytelse på menneskene. Alle jordens folk har derfor i mere eller mindre grad gjort stjernehimlen til gjenstand for religiös dyrkelse. Man betraktet stjernene som levende vesen, guddommelige personligheter. På visse hold har man også forestilt seg at avdöde forfedres sjeler har tatt sete i stjernene. Særlig polynesierne eide en meget detaljert stjernekunnskap, og i Sydhavsöyenes sagndiktning inntar stjernene en fremskutt plass. Av alle folk utenfor den gamle verden er det dog særlig indianerne som har hatt den mest utviklede a. Dette gjelder særlig de gamle höykulturene i Mexico og Jukatan, mens a. spiller en mindre fremtredende rolle hos de lavest stående kulturfolk. Dog gjör den seg gjeldende blant de primitive jegerkulturene i Nordamerika. Både i mytologien og i kulten inntok himmellegemene rangplassen blant deres guddommer. Sin höyeste blomstring nådde a. i Babylonia, der de naturlige betingelser var særlig gunstige, den gjennomsiktige atmosfære og den klare stjernehimmel. Man observerte her særlig de da kjente planetene. Til dem regnet man også solen og månen og innrangerte dem i fölgende astronomiske orden: Månen, Merkurius, Venus, Solen, Mars, Jupiter, Saturnus. Disse himmelske guder hadde innflytelse og makt over jordiske tildragelser, hver etter sin særskilte karakter. Merkurius var således listens og veltalenhetens herre, Venus kjærlighetens 212