spørgsmål, og følgen blev at troen hos A. måtte vige for skepsis. En vag forsynstro og et håb om engang at nå til erkendelse af sandheden kunne imidlertid ikke tilfredsstille ham. Fra Karthago drog han nu til Rom og derfra til Milano, hvor han blev statslønnet lærer i retorik (384). Her mødte han biskop Ambrosius*, der ved sin personlighed, ved sin retoriske veltalenhed og sin allegoriske bibeludlægning gjorde et betydeligt indtryk på ham. Den kirkelige kristendom blev ham på ny en mulighed. Vejen skulle imidlertid komme til at gå om ad nyplatonismen’*. Gennem latinske oversættelser stiftede han bekendtskab med adskillige af Plotins skrifter. Den idealistiske filosofi — med et indadvendt mystisk præg — som han her mødte, gjorde ende på hans skepticisme. Han var overbevist om i den plotinske filosofi at besidde sandheden. Ved læsning af Pauli breve kom han til det resultat, at det var den samme sandhed, der var at finde i bibelen. Endnu manglede han imidlertid sædelig kraft til at virkeliggøre den askese, som sandhedens erkendelse burde føre til. Med beundring hørte han om østens kristelige asketer, uden dog selv at kunne rive sig løs. Da han i denne tilstand i stærkt indre oprør befandt sig i en have, hørte han på afstand nogle børn råbe: »ífolle, lege» — tag og læs. Han greb da Pauli breve og slog op på Rom. 13: 13—14, og dermed var afgørelsen faldet: også han blev asket og han fik fred. I den følgende tid trak han sig, sammen med moderen og nogle venner, tilbage til en landgård, Cassisiacum. Tiden tilbragtes med samtaler og meditation over Gud, sjælen og verden, og resultaterne heraf samledes i nogle skrifter, der prøver at gennemtænke kristendommen ud fra nyplatonske forudsætninger. Efter nogle måneder vendte A. tilbage til Milano, hvor han blev døbt af Ambrosius. Han besluttede derpå at vende hjem til Afrika. Undervejs døde moderen Monnica i Ostia. Afskedssamtalen med hende er et af de berømteste afsnit i A:s bekendelser — gennemtrængt af nyplatonsk stemning og udtryksmäåde. 237 AUGUSTINUS A. slog sig sammen med nogle venner ned i Thagaste for at leve et klosteragtigt liv. Under et ophold i byen Hippo blev han imidlertid næsten tvunget til at lade sig vælge til presbyter der, og 395 valgtes han til byens biskop. For sig og sine præster indrettede han et fælles liv i fattigdom og forsagelse, den første begyndelse til de regelbundne domkapitler. I 35 år virkede han nu som biskop i Hippo. Hans død indtraf 430, medens byen belejredes af de fremtrængende vandaler. Som biskop og lærer, ikke mindst som deltager i den dogmatisk-filosofiske debat betød A. meget i sin samtid. Langt større indflydelse har han dog, lige til vore dage, fået gennem sit forfatterskab. Berømtest er hans selvbiografi, »Confessiones» (Bekendelser), — med Marc Aurels »Selvbetragtninger» som forløber — det første værk indenfor verdenslitteraturen, hvor et menneske har taget sig det på gennem analyse og reflektion at give en fremstilling af sit eget indre liv, et typisk udtryk for hellenistisk fordybelse i det personlige sjæleliv. Efter megen drøftelse er den nyere forskning i hovedsagen kommet til det resultat, at A.s oplysninger om ham selv og hans religiøse udvikling fortjener tiltro. I en række dogmatiske, etiske og eksegetiske skrifter af mere eller mindre polemisk art har A. behandlet centrale kristelige emner, treenighedslæren (»De trinitate» i 15 bøger), læren om synd og nåde, om den frie vilje, om kirken og meget andet. Polemisk vender han sig særligt imod manichæerne, donatisterne og Pelagius. En mere samlet fremstilling af kristendommen finder man i hans »Enchiridion» og tildels i »De rudibus catechizandis», en art pædagogisk lærebog iì at katekisere. (Jfr Donatismen.) Stor betydning har også A.s udlægninger til G. T. og N. T. haft. Han er udpræget allegoriker, men hører trods dette til kirkehistoriens betydeligste eksegeter, hvilket også viser sig i hans talrige bevarede prædikener, der endnu den dag i dag læses med udbytte. Næst efter Bekendelserne er det betydeligste og mest læste værk af A. uden tvivl 238