Augustinus. Freske fra 6. årh. fundet under kapellet Sancta Sanctorum i Lateranet i Rom. »De civitate Dei» (Om Guds stat). Efter anlæg og form må dette skrift bestemmes som en apologi. Det er skrevet i årene 413 —26, foranlediget ved goternes indtagelse og plyndring af Rom. De ti første bøger er så at sige afslutningen på den oldkirkelige apologetik; de tilstræber at vise, at Roms undergang ikke — som nogle påstod — skyldtes de kristne eller romernes frafald til kristendommen ; tværtimod, kun de kristne og deres kirker blev skånet ved ødelæggelsen. Det tilstræbes her at godtgøre kristendommens overlegenhed overfor både den antikke religion og den hellenistiske filosofi. I værkets anden del, de ti sidste bøger, skildres gudsrigets grundlæggelse i det himmelske, djævelens frafald og de to rigers historie her på jorden, indtil de en dag skal føres frem til deres endemål. A.s gudsbegreb, herunder også hans treenighedslære, er stærkt præget af hellenis- 239 tisk-nyplatonsk spekulation: Gud er den fjerne, højeste væren, usammensat, uforanderlig; kun ad »nægtelsens vej» (via negationis) kan hans væsen beskrives. Men denne Gud er for ham tillige bibelens Gud, der er hellig og barmhjertig. Grundtrækket bliver således -— trods filosofien — en irrationel teisme. Gud har skabt verden i dens hele mangfoldighed. Mennesket, der var skabt til fællesskab med Gud, har i hovmod og begær vendt Gud ryggen og valgt at være sig selv og begære de sanselige ting. I urtilstanden havde mennesket mulighed for ikke at synde (posse non peccare et mori), men efter at Adam i hovmod valgte sig selv og synden, er viljen trælbundet og synden nedarvet på hans efterkommere, som ikke kan undlade at synde og dø. Menneskeheden er en massa perditionis (fordærvelsens masse). Sely de bedste handlinger og dyder er kun glimrende laster. Af denne situation reddes mennesket alene ved Guds nåde; den gives uden fortjeneste fra menneskets side, og kun til de udvalgte, som frelses, medens resten lades tilbage i fortabelsen. Guds nåde er åbenbaret i Kristus, som ved sin ydmyghed har overvundet menneskets hovmod, og ved sin død har sonet synden. Nåden bevirker selv — som en gratia praeveniens (forekommende nåde) — at mennesker kan tage imod den. Modtagelsen beror ikke på menneskets vilje, nåden virker som tilgivelse af synden og indplantning af en ny natur i hjertet. Heraf udspringer hos mennesket den gode vilje, som tager kampen op for helliggørelse — under nådens stadige medvirken (gratia cooperans). Mennesket erhverver sig således fortjeneste; på den yderste dag må man ikke stå med tomme hænder. Men også fortjenesterne er Guds gaver, jfr de bekendte ord: da, quod jubes, et jube, quod vis (giv, hvad du befaler, og befal, hvad du vil). I bestemmelsen af menneskets mål og frelsens væsen gør et tydeligt nyplatonsk islæt sig gældende: frelsen består i adhaerere Deo (holde fast ved Gud), frui Deo (nyde Gud). Man ser her klart, hvorledes agape- og eros-motiver brydes i A.s tankegang. Her på jorden leves kristenlivet i kirken, 240