hvor man optages gennem dåben, der skænker syndsforladelse. Kirken er frelsesanstalten, uden for hvilken der ingen frelse findes; dens hellighed beror ikke, som donatisterne mener, på præsternes hellighed, men alene på sakramenterne, hvor en usynlig nådegave er forbundet med et synligt tegn. Indenfor denne institutionelle kirke regner A. imidlertid med et snævrere samfund, congregatio sanctorum, de sande, fromme kristne. I egentligste forstand er kirken dog et endnu snævrere begreb: de forudbestemte. Etisk var A. en afgjort asket, men han anerkendte dog de relative goder, for så vidt som også de kan tjene til at føre menneskene fremad og opad. De skal blot ikke nydes for deres egen skyld, men med henblik på Gud og den højeste nydelse, fruitio Dei. A. er således med til at skabe en art kristen kulturetik, der blev afgørende for middelalderen. Tydeligst træder det frem i statslæren. Træder staten i Guds tjeneste, kan den blive en virkelig Guds tjener. Det var heraf middelalderen drog de konsekvenser, at staten skulde indordne sig under kirkens ledelse. Således har A. endnu ikke udtrykt sig. For ham står staten og kirken begge i den samme herres tjeneste, måles med samme etiske målestok og fører frem imod samme mål. Han viger dog ikke tilbage for at påkalde statens magt til at gennemføre kirkens krav (coge intrare). På mange måder betegner A. højdepunktet indenfor den antikke verdens kristendom. Han er den sidste som virkelig indefra forener græsk tænkning og kristen tro. Hos ham forbinder agape- og eros-motiverne sig i en ejendommelig harmoni, som man har kaldt »caritas-syntese» (Nygren). Netop derved blev A. imidlertid middelalderens kirkefader frem for nogen. I sin antipelagianske skarphed fik hans lære om synd og nåde ikke stor indflydelse, men hans tale om den indgydte nåde og om fortjeneste blev grundlæggende for al middelalderteologi. Det samme gælder hans trinitetslære og hans arbejde med kirke- og sakramentbegreberne. Han blev kirkens normallærer — uden at radikalismen i hans näådelære 241 AUGUSTINUS fik lov at sprænge kirkebuerne. Kun af og til var der tilløb til revolution, til at Augustinismen icke kunde rummes indenfor den kirkeligt-verdslige syntese. Det var denne radikalisme, som fik betydning for Luther, der i mange måder følte sig som A.s discipel. Gennem A. fandt han tilbage til Paulus. Afgørende må det dog siges, at A. i en helt anden forstand end Paulus og Luther er bestemt af sin tilhørighed til græsk tænkning i dens hellenistiske form. Han kunde vel blive Luther til hjælp, men hans lære om retfærdiggørelsen og om synd og nåde var dog væsensforskellig fra det, som Luther fandt hos Paulus. I fuldeste forstand kan man imidlertid sige, at A. — måske mere end nogen anden — har været med til at skabe den græsk-kristelige kultur, hvor evangeliet mistede sin kraft, men til gengæld blev en faktor i stats- og kulturlivet —- det »kristelige» Europa, som i løbet af de sidste århundreder har været under likvidation, og som formodentlig — og forhåbentlig — ikke står til at genføde. Litt.: A.s værker er udgivet i Mauriner-Udgaven, Bd. 1—11, 1679—1700, i Mignes Ser. lat. Bd. 32—47 (Paris 1841) samt af Wienerakademiet (i Corpus scriptorum ecclesiasticorum latinorum, Wien 1887 ff.). Tysk overs. i Bibliothek der Kirchenväter (Kempten 1911 ff.). Confessionerne er oversatte til no. ved S. Vemmestad (Christiania 1881), til nynorsk ved Ä. Farestveit (Oslo 1943), til da. ved G. Jørgensen (Khvn 1902) og til sv. ved S. Lidman (5 ed. Sthm 1944). Med hensyn til spørgsmålet om Confessionernes kildemæssige værdi og A.s personlige udvikling er der — efter mange drøftelser — opnået relativ enighed. Det skyldes først og fremmest J. Nørregaards fremragende afhandling »A.s religiøse gennembrud» (Khvn 1920, tysk udg. Tübingen 1923) og Karl Holl, A.s innere Entwicklung (Berlin 1923). Af den uoverskuelige litteratur skal iøvrigt nævnes: Ad. v. Harnack, A.s Konfessionen (Giessen 1888; Red. u. Aufs. I, 1904) ; samme, Die Höhepunkten in A.s Konfessionen (Red. u. Aufs. N. F. III, Giessen 1916); W. Thimme, A.s geistige Entwickelung (Berlin 1908); P. Battifol, Le catholicisme de St. A. (Paris 1920). Hovedværket til belysn. af A.s forhold til antikken er H. /. Marrou, St. A. et la fin de la culture antique (Paris 1938). En værdifuld tydning af Konfessionerne bringer 242