AUTORITET fuldmagt fremsatte troslærdommene. Da det er Gud selv, der taler her, var kirkens a. fornuften overordnet, uden at der dog i sidste instans var nogen modsigelse mellem de to. Gud var auctor til dem begge. I nyere tid har kampen stået mellem den »y d r e» og den »in dre» a. Symptomatisk er Auguste Sabatiers berømte arbejde fra århundredeskiftet med titlen: » Les religions d'autorité et la religion de l'esprit», hvor Sabatier i modsætning til katolicismen og den ortodokse protestantisme som a.sreligionerne med kirken og bibelen som den »ydre» a. stiller Jesu religion, hvor den enkelte i frihed over for den traditionelle eller bibelske ortodokse sandhed, dogmet og »teologien», følgende sin egen moralske bevidsthed, finder ind til sandheden i den rette »åndens religion». På samme måde som menneskeånden selvstændiggjorde sig på alle livets andre områder, således også uvægerligt på religionens område. Vi møder kravet om personlighedens autonomi, der skyr al tale om en a., der udefra vil bemægtige sig mennesket med en færdig religiøs sandhed. Vi kender denne kamp imod den religiøse a. både inden for katolicismen (jfr. Modernismen) og inden for protestantismen. Man tænke bare på f.eks. Wilhelm Herrmanns kamp mod al a.s-tro. Dette betyder ikke, at mennesket er absolut autonomt, hvilket ville være ensbetydende med en blot naturlig religion, der forkaster al åbenbaring, men det betyder — og dette er det rette »protestantiske princip» — at mennesket »overalt forlanger en indre begrundelse i stedet for en udvortes a.» (F. C. Krarup). Med disse overvejelser, der dels har umistelig gyldighed, dels afspejler en bestemt tids menneskesyn og kristendomsopfattelse, der på væsentlige punkter er overvundet, standser kampen om den religiøse a. ikke. Både inden for katolicismens og den evangeliske verdens teologi går drøftelsen videre. Den moderne katolicisme hævder afgjort a.s-princippet, levendegjort i den ufejlbare kirkes læreembede. Herved består fortsat faren for den »ydre» a.s tilbøjelighed til enten at gøre vold mod den enkeltes frihed eller til at sløve ansvarsbevidstheden i det 247 religiøse forhold, men samtidig må det understreges, at såvel katolsk filosofi som katolsk teologi kæmper for at undgå »heteronomien» og for at nå til en forståelse af a., hvor autonomi og teonomi forenes. Ievangelisk teologi behersker den idealistiske humanisme og dens problemstilling ikke mere tænkningen som før, uden at man derfor er vendt tilbage til den såkaldte »ortodokse» synsmåde. Der kæmpes for en ægte forståelse af Guds a. Ingen menneskelig instans kan optræde med krav på ubegrænset a., hverken traditionen, kirken eller bibelen. Hvor møder vi da den ægte a.? I den levende, »historisk-bibelske» Kristus, således som det profetisk-apostoliske vidnesbyrd lyder. Al anden a. i kirken er kun vidne om denne sidste og alene ægte a. Idet kirken i troskab mod det bibelske vidnesbyrd forkynder Kristus som det eneste Guds Ord, oprejses der ægte og virkelig a. i kirken. Den kan aldrig optræde med tvang, men henvender sig frit til menneskers samvittighed i håb og bøn om, at Gud selv vil tale med myndighed. Dette er i korthed Karl Barths synsmåde i »Kirchliche Dogmatik». Her såvel som i anden evangelisk teologi står vi i brydningen mellem motiverne fra reformatorisk teologi og det ægte og blivende i nyere tænkning. Litt.: Angående etymologien, se bl. a. K. E. Georges, Ausführliches Lateinisch-Deutsches Handwörterbuch (Leipzig 1880) og M.-D. Chenu, Introduction à l'étude de St. Thomas d'Aquin (Paris 1950); endvidere: P. Sabatier, Les religions d'autorité et la religion de VlVesprit (Paris 1904); F. v. Tessen-Wesierski, Der Autoritätsbegriff in den Hauptphasen seiner histor. Entwicklung (Paderborn 1907); H. Scholander, Studier öfver auktoriteten i religionen 1. Auktoritetsproblemet (Lund 1915); F.W.Foerster, Autorität und Freiheit (München 1922); W. Herrmann, Dogmatik (Gotha 1925); K. Barth, Die Kirchliche Dogmatik 1:2 (Basel 1938); Paul Althaus, Die christliche Wahrheit 1 (Gütersloh 1947). K. E. Sk. AVBILD (GUDS A.), se Imago dei. AVGUDADYRKAN, se Monoteism. AVHOLDSBEVEGELSEN, se Nykterhetsrörelsen. AVLAT, se Aflad. AVLÖSNING, se Afløsning. 248