BAND ter — även de grekisk-ortodoxa, mot vilka man i början var skonsammare — har decimerats med över hälften. Så hade t. ex. Estlands evangeliska kyrka i februari 1945 endast kvar 77 präster mot 179 år 1940. Äderlåtningen har orsakats av deportationer, svåra politiska och ekonomiska förhållanden, landsflykt samt utebliven nyrekrytering. Såväl den estniska som den lettiska evangeliska kyrkan ha bildat exilkonsistorier. Estlands och Lettlands ärkebiskopar uppehålla sig som flyktingar i Sverige resp. Tyskland. I samband med lutherska världskongressen i Lund 1947 tillerkändes dessa exilkyrkor fulla rättigheter. Även den grekisk-ortodoxa kyrkans metropolit uppehåller sig som flykting i Sverige. Litt.: O. Sild, Kodumaa kirikulugu (Tartu 1937); Eesti Evangeeliumi luteri-usu pöhimäärused (Tallinn 1939); Estniska, lettiska och litauiska kyrkans årsberättelser 1939—1951. Hj. P. BAND. I G. T. møder vi forestillingen om, at en person eller en ting kan være »bandsat», d.v.s. udleveret eller indviet til Guds vrede og straf, ev. til udryddelse. Det hebraiske ord herfor er cheræ'm, det græske &váðepa (3. Mos. 27:28—29; 5. Mos. 7:26; 1. Sam. 15:3). I jødedommen bruges ordet om udelukkelse af den synagogale menighed, enten på grund af afgudsdyrkelse eller overgang til kristendommen (jfr. Joh. 9:22; 12:42 og 16:2). Der skelnedes mellem det »lavere» og det »højere» b., alt efter b.s effektivitet. I N. T. hører vi om udelukkelse af menigheden i 1. Kor. 5:2 og 9—11 samt Matt. 18: 15—17 (jfr. 2. Thes. 3: 14 og Tit. 3: 10), og det er her, vi finder grundlaget for den senere kirkelige brug af ordet. I den gamle kirke skelnedes mellem excommunicatio major, det store b., der betød fuldstændig udelukkelse af det kirkelige samfund og fra al kirkelig betjening, uden at man dog derved fældede nogen dom om vedkommendes evige skæbne, og excommunicatio minor, det lille b., der betød udelukkelse fra sakramenterne og kirkelige embeder og nærmest var at betragte som en opdragende forholdsregel. Reglerne angående b. i moderne katolicisme findes i Codex juris canonici (jfr. 263 Kanoniska rätten) can. 2196—2414: Kirken har uafhængig af en hvilken som helst menneskelig autoritet en eget ret til med såvel åndelige som med verdslige midler at straffe de af dens undergivne, der forbryder sig. Der skelnes mellem 1. medicinalstraffe eller censurbestemmelser (poenae medicinales seu censurae) d. v. s. forbedringsstraffe, 2. egentlige straffe, (poenae vindicativae) hvor en forseelse virkelig sones, og 3. forebyggende straffeforanstaltninger (remedia poenalia et poenitentiae). Under medicinalstraffene hører ekskommunikation (det egentlige b.), interdikt og (for gejstlige personer) suspension. Sondringen mellem det »store» og »lille» b. er faldet bort, men vigtig er adskillelsen mellem excommunicati vitandi og excommunicati tolerati, d. v. s. mellem de udelukkede, som bør undgås, og dem, der kan tåles. De første er officielt udelukkede af selve den hellige stol. Med dem må kun de nærmeste omgås, de må ikke overvære messen med undtagelse af prædikenen. Om de bliver til nadveren, skal de vises bort; nægter de, må gudstjenesten ev. afbrydes. Derimod kan en »tålt» blive gudstjenesten igennem, om han forholder sig passivt. Ingen i kirkens b. kan få del i kirkens sakramenter, i aflad eller i offentlig forbøn. Dog kan der bedes privat for dem, ligesom der kan læses messe for en, der »bør undgås» dog kun med henblik på hans omvendelse. Ingen ekskommuniceret kan få kirkelig begravelse, hvis han dør uden tegn på anger. Alle disse bestemmelser berøver ikke mennesker de indre åndelige goder, men udelukkende de ydre velsignelser, hvilket vil sige, at kirken ikke udtaler nogen dom over menneskets indre liv med Gud. Straffen har også som sidste formål at føre mennesker tilbage til kirken og dens nådemidler. Vedinterdikt (af latinsk interdictum, forbud) forstås den kirkelige straffebestemmelse, ved hvilken kirkelige goder som gudstjeneste, sakramenter, kirkelig begravelse etc. for en tid forbydes, uden at det kirkelige fællesskab derved brydes eller ophører. Interdiktet kan være både personligt og lokalt. Det personlige interdikt er ens- 264