Dogmatisk har ikke tanken om b. spilt en så fremtredende rolle som de begreper den særlig er knyttet til, nemlig gjenfødelsen og rettferdiggjørelsen (se artiklene derom). I den gamle kirke la man spesiell vekt på at b. er formidlet ved dåpen som gjenfødelsens bad. Likeoverfor den middelalderske gjerningshellighet betonet reformasjonen særlig den paulinske tanke om adopsjonen som et korrelat til rettferdiggjørelsen ved troen alene: Donata justitia propter Christum simul efficimur filii Dei (Apol. III: 140). Til gjenfødelsens attributter regner Konkordieformelen den umiddelbare selvvisshet om b. og arven, samtidig som den peker på dåpen som det middel hvorved Gud besegler adopsjonen til Guds barn og gjenføder menneskene (XII: 743). Pietismen la hovedvekten på kjennetegnene på b., mens den nyere lutherske vekkelse igjen sterkere har understreket det objektive grunnlag. En lære om b. som på en gang vil være bibelsk og luthersk, må gjøre rett og skjell for både det objektive og det subjektive moment. I tilslutning til Paulus må den knytte b. til rettferdiggjørelsen ved troen ogadopsjonen, formidlet ved dåpen, som det der alene kan sikre frelsesvissheten *; men samtidig må det fastholdes at Guds ånd, som vitner om b., tillike er prinsippet for et nytt hellig liv, som da også blir kjennetegn på b. Den anfektelse som en ærlig selvprøvelse uvegerlig vil medføre, fordi den rettferdiggjorte fremdeles er en synder (simul justus et peccator) blir da et motiv til ny bot og tro, men tillike til håpet om den endelige overvinnelse av motsetningen mellom ideal og virkelighet ved legemets forløsning. Se også Fader. Litt.: L. Brun, Fadervor i lys av historisk forskning (Kristiania 1920, populær); R. Gyllenberg, Gott der Vater im A.T. und in der Predigt Jesu (Studia Orient. I. Helsingfors 1925, s. 51 ff.); O. Moe, Gjenfødelsesbegrepet og dets paralleller i N.T. (For lære og liv, Oslo 1933, s. 96 ff.); G. Dalman, Die Worte Jesu 1 (Leipzig 1898; s. 44 og 150 ff.); J. Kügel, Der Sohn und die Söhne. Eine exegetische Studie zu Hebr. 2: 15—18 (Gütersloh 1904); H. L. Strack—P. Billerbeck, Kommentar zum N. T. aus Talmud und Midrasch 1 277 BARNETS RELIGIØSE UDVIKLING (München 1922; s. 219 f. og 371 ff.); W. Twisselmann, Die Gotteskindschaft der Christen nach dem N.T. (Gütersloh 1939); W. Grundmann, Die Gotteskindschaft in der Geschichte Jesu (Weimar 1938); Artiklene &ß24, yevvaw, dvaysvvaw Oog rnakyysveoia i Theol. Wörterbuch zum N. T. hrsg. von G. Kittel (Stuttgart 1932—33; 1, s. 4 ff., 663 ff. og 685 ff.). O. M. BARNETS RELIGIØSE UDVIKLING. Hos det lille barn fører jeg-relationen med betragtningen af sig selv som midtpunkt ind i det religiøse. På vej dertil føres det gennem den opfattelsesmäåde, Piaget har kaldt for artificialisme: Processerne i omgivelserne tydes som resultat af nogens handlen. Med opfattelsen af alt som fremstillet af nogen er der givet et naturligt grundlag for en belæring om, at tingene er skabt af Gud for menneskenes skyld. Den konkrete og anskuelige tænken præger de religiøse forestillinger. »Det oversanselige» opfattes i analogi med det erfarede. Noget for sig er den magiske tænkemåde, som allerede tidligt viser sig i den kultisk-ceremonielle bøn. Men med alt dette er det vigtigste ikke nævnt: følelsesindstillinger som tillidsfuldhed, fortrolighed eller i sjældnere tilfælde frygt, hvormed det religiøse er forbundet. Vogel, der lægger vægt på det religionslignende, deler den tidlige barndom i to perioder: den ordløse moderreligion, omfattende de to første leveår, og den bedende moderreligion, som varer til det 8. år. Først er moderen legemliggørelsen af en magt, som tilfredsstiller barnets behov; men senere føler det afhængigheden af en magt, der findes over moderen. I bønslivet bliver dette højere, som udløser en tillidsfuld holdning, lagt over i Gud. Med hensyn til denne sidste periode anser Vogel den opfattelse for sandsynlig, at Gud og moderen står hinanden nær og kun langsomt løser sig fra hinanden; men han mener dog, at der med gudsoplevelsen er givet en oplevelse af en højere virkelighed, som fra begyndelsen af — det være endnu nok så dunkelt ubevidst — adskiller sig fra modervirkeligheden. — Det vilde ikke være rigtigt at opfatte det lille barns religion, som om alt var autoritativt og sekundært, at overse den oprindelige måde, hvorpå det religiøse ytrer 278