BARNETS RELIGIØSE UDVIKLING sig. Ikke blot er der en vis selvstændighed, som i det mindste viser sig i tilegnelsen af det, der læres; men skabende kræfter synes også at virke. De første skoleår indtræffer i en udviklingsperiode, der kendetegnes ved reception. Der er åbenhed og modtagelighed overfor det religiøse stof. Også hos børn, der ikke i hjemmet har modtaget religiøs påvirkning, kommer den lyttende og modtagende indstilling frem. Efterhånden foregår der en forandring, en tilbagegang. Det drejer sig om en måde at modtage på, som ikke senere vender tilbage. Om nogen differentiering, hvorigennem de personlige momenter udfolder sig i deres fine renhed, og om nogen dermed sammenhørende virkning, hvorigennem de viser sig i deres fulde funktion, kan der endnu næppe være tale. Ofte er det religiøse forbundet med det æstetiske (stemning). Sansen for det ideale, som mere bevidst vågner i ungdomsårene, kan indgå i det religiøse, virkeliggjort gennem den ejendommelige indføling, som hører den tidlige barnealder til. Den empiriske tænkning, der omkr. 8—9 års alderen lægger område efter område under sig, får vel indflydelse på det religiøse, idet magiske og eventyrlige forestillinger opgives, men fører ikke til afvisning af det religiøse, eftersom dette bunder i følelsesindstillinger, der er selvstændige og således ret uafhængige af en bestemt måde at tænke på. Hertil kommer det autoritatives betydning. Endelig skal bemærkes, at den empiriske tænken er afhængig af de erfaringer, barnet råder over. 10—12 års alderen synes ikke at være en alder, da det religiøse opleves intensivt og inderligt, men danner åbenbart snarere i religiøs henseende en hvileperiode, dersom ikke særlige forhold gør sig gældende. Denne alder begynder i hvert fald med et præg af harmoni, men en harmoni, der ikke skabes af det indre livs rigdom. Tværtimod går den sammen med sjælens rettethed mod det ydre. Kontakt med omverdenen og udadrettethed råder. Den udadrettede indstilling stiller sig hindrende i vejen for en oplevelsesmæssig tilegnelse af de religiøse værdier, hvis sandhed dog stadig står som gi- 279 vet. Måske kan man sige, at dette er en fordel, idet meddelelse af kundskaber gennem kristendomsundervisningen ville hæmmes, dersom en tendens til personlig tilegnelse stadig var stærkt fremme hos barnet. Også i religiøs henseende betegner 13— 15 års alderen noget nyt. Alderen fra 13 til 14 år betragter Nobiling som den egentlige overgangsalder. Nu anes den abstrakte (åndelige) gudstanke; men den bliver endnu ikke helt grebet. Det anskuelige i gudstanken, som det findes hos små og mindre børn, træder tilbage. Stadig er der imidlertid afhængighed af det hørte og lærte. Barndomsreligionens momenter er endnu overvejende, selv om der er undtagelser. Alderen er stærkt følelsesbetonet. At barnehimlen forsvinder, viser sig især hos elever i den højere skole. I dens sted træder religiøse symboler. Det nye er på vej, men kommer endnu ikke rigtigt til gennembrud. Tvivlen melder sig. Så vidt Nobiling. Spørgsmålet om, hvor fremtrædende det religiøse liv er i 13—15 års alderen, lader sig ikke let besvare — allerede af den simple grund, at det drejer sig om en overgangsalder. Individuelle forskelle gør sig også i høj grad gældende. Den selvstændige indstilling begynder at røre sig (den anden trods-periode), og der fremkommer kritik og afvisende holdning overfor det overleverede. Det religiøse besidder vel endnu autoritativ karakter, men kan opfattes som en verden for sig. Personlig berørthed af det religiøse er almindelig, medens den personlige helhedstilegnelse af det religiøse indhold i reglen først senere bliver fuldført, om den overhovedet finder sted. Forholdet mellem det moralske og det religiøse hos barnet er ikke tilstrækkeligt undersøgt. Gennem belæring knyttes det religiøse til det etiske, til den rette tænken og handlen. At komme om bag belæringen for at undersøge, om der kan tales om en oprindelig forbindelse mellem det etiske og det religiøse eller religionslignende, er næppe muligt. Oplysende er imidlertid en undersøgelse af Jean Piaget, hvorefter små børn opfatter retfærdighed som straf eller gengældelse, der udgår fra tingene selv. Det 280