er dem naturligt, at et fejltrin automatisk fører straf med sig. Naturen er ikke et system af blinde kræfter, der virker tilfældigt. Når »den immanente retfærdighed» sættes i forbindelse med Gud, som hos et 6-årigt barn, der sagde: »Det er Gud, der har gjort det», går det ifølge Piaget tilbage til belæring. Litt.: J. Gästrin, De växandes religiösa liv (Helsingfors 1936; hovedarbejde m. h. t. senere barndom); E. Berggrav, Barnesjel og religion (Oslo 1949; populær, værdifuld); V. Grønbæk, Kristendom hos børn (Khvn 1941; populær); 7. Voss, Die Entwicklung der religiösen Vorstellungen untersucht auf Grund stenographisch aufgenommener Aussagen von 120 Volksschulkindern im Alter von 5 bis 15 Jahren (Archiv f. die gesamte Psychologie, 57, Leipzig 1926); G. Castiglioni, Ricerche ed osservazioni sull'idea di Dio nel fanciullo (Contributi del laboratorio di psicologia e biologia III, Milano 1928); K. Zeininger, Magische Geisteshaltung im Kindesalter und ihre Bedeutung für die religiöse Entwicklung (Leipzig 1929); E. Nobiling, Der Gottesgedanke bei Kindern und Jugendlichen (Archiv f. Religionspsychologie 4, Leipzig 1929; hovedarbejde); A. Bolley, Gebetsstimmung und Gebet (Düsseldorf 1930; katolsk); J. Piaget, Le jugement moral chez l'enfant (Paris 1932); P. Vogel, Ein Beitrag zur Religionspsychologie des Kindes (Archiv f. die gesamte Psychologie, 96, Leipzig 1936); D. P. Chaplin, Children and religion (New York 1948); G. W. Allport, The individual and his religion (New York 1950, pp. 28—30). V. G. BARTH, Karl, se Dialektisk teologi. BAUR, Ferdinand Christian, tysk teolog, f. 1792, professor i Tübingen fra 1826 til sin død 1860, kjent som banebryter for historisk-kritisk utforskning av urkristendommen og fører for >»>Tübinger-skolen» i midten av 1800-tallet. B.s teologiske utgangspunkt var den biblisistiske supranaturalisme som i hans studieår rådet i Tübingen. Han bevarte dens interesse for det cbjektive i kristendommen, men tok avstand fra dens »dualisme» og under-tro. Historisk metode og kildekritikk lærte B. av Niebuhr’s »Römische Geschichte». Teologisk og filosofisk fant han sin vei over Schleiermacher, og delvis Schelling, frem til Hegel. Ved hjelp av det hegelske skjema tese, antitese og syntese fant B. såvel spenning 281 Ferdinand Christian Baur. Portrett av E. Kornbeck. og bevegelse som en nødvendig indre sammenheng i religions- och dogme-historien. Uten selv å trekke fram nye kilder, behersket han et omfattende dogmehistorisk materiale og formäådde ut fra sitt grunnsyn å se de forskjellige epoker og retninger som nødvendige gjennomgangsledd i den historiske process hvorved menneskeånden kom til klarhet over seg selv. Dogmehistorien munnet for B. ut i den spekulative religionsfilosofi. I studiet av N. T. og urkristendommoen innledet B. en ny epoke. Undersøkelse av partivesenet i Korint fikk ham til å se motsetningen mellom den paulinske og den petrinsk-judaistiske retning som hovedtemaet i kristendommens eldste historie. Senere utformet han en fast sluttet helhetskonsepsjon, hvor det 2. århundres katolske kirke fremtrådte som syntesen, hvor motsetningen mellom judaisme og paulinisme var overvunnet. I den ur-apostoliske kristendom var det kristne prinsipp bare fastholdt innenfor rammen av en jødisk partikularisme. I N. T. var retningen representert av Johannes åpenbaring. Først hos Paulus var den krist- 282